27-årige Mads Fabricius led af skizofreni i otte år. Efter tre år med ekstremsport kunne han vinke farvel til både medicin og alle de skizofrene symptomer. Det er fem år siden, Mads havde et symptom, og tre år siden hans læge erklærede ham rask.
Af Lizandra Pultz Nielsen
”Dørene smækker bag min ryg. Jeg ser mig over skulderen igen og igen, for at se hvor de mange klikkende lyde kommer fra. Den cirka 50 centimeter høje figur med den mærkelige struktur, der svæver foran mine øjne, er både utrolig smuk, fascinerende og skræmmende på en gang. Smuk, fordi jeg egentlig synes, den er beroligende at se på, som den så roligt drejer rundt om sig selv. Men den skræmmer og fascinerer, fordi jeg ved, den ikke skal være der”.
Mads er 16 år da skizofrenien tager fat i ham i en lille lejlighed i Svendborg, som den mørkhårede dreng har boet i siden han flyttede hjemme fra sine forældre på Ærø, som 15-årig. Udover hallucinationerne lider Mads af passivitet, manglende lyst og kan ikke tåle at være sammen med andre mennesker. Tankemylder og psykoser er hverdagen og han er totalt isoleret. Da det er værst, bliver Mads katotan. Han rammes af mutisme – en blokering, der gør ham ude at stand til at tale og bevæge sig. Han kan kunne bare sidde og stirre ud i luften, selvom folk talte til ham.
Tyk, træt og på piller
Medicineringen af energiforladte teenager begynder samme år, han får diagnosen i 2004. Mads får psykofarmika og antipsykotisk medicin. Han føler det intet hjælper på de skizofrene symptomer. Der er den bivirkning ved medicinen, at han tilgengæld er blevet meget overvægtig og søvnløs om natten. Mads er indlagt to gange på psykiatrisk afdeling. Lægen afprøver fem forskellige præparater på Mads. De lægger sig fast på den femte medicintype, han afprøver, fordi det er den eneste, der ikke giver bivirkninger. – Mads er stadig lige psykotisk og indelukket.
Psykiater: Løb en tur
Mads prøvede mange behandlere, men kunne ikke snakke med nogen af dem.
”Jeg manglede tillid til dem”, siger Mads.
Men det blev bedre, da Mads kom ind i distriktspsykiatrien, og kom i kognitiv terapi hos en privatpraktiserende psykiater, som fulgte ham i nogle år.
Skizofrenien ændrede sig heller ikke i denne tid. Men Mads følte da trods alt, han kunne tale med sin nye psykiater.
“Han fik mig overbevist om, det måske kunne være godt for mig, at løbe en tur, som min psykiater havde en tese om ville virke. Det brugte han også nogle år på at overbevise mig om”, fortæller Mads.
”Man skal være lidt naiv. I naivitet tør man kaste sig ud i en svær proces. Man skal tro på sig selv, selvom ingen andre tror på én. Lige pludselig når man det, man ikke troede, man kunne.”
Desperat efter livet
Mads Fabricius’ toogtyvende år bliver skelsættende. Han er nu på sit ottende år som medicineret skizofren. Den unge mand med livet foran sig er desperat, frustreret og beslutter sig for at tage psykiateren på ordet. “Bare for at gøre et eller andet”, beskriver Mads, der på det tidspunkt føler sig meget indebrændt.
”Den første løbetur var på 200 meter. Det var virkelig hårdt. Jeg havde siddet stille i otte år og var overvægtig. Men så snart det var overstået kunne jeg bare mærke, at det her gjorde noget godt”. Efter de første 10 uger løb Mads et maraton. Han fik et hav af skader. Det var hårdt for kroppen. Men så var han igang.
Ud fra sit personlige mantra, ”Hvis lidt er godt, må meget være bedre”, melder Mads sig til Ironman Florida – før han ejer en cykel og uden at kunne svømme.
Sport blev kuren
Den står på hård træning i det år Mads træner op til sin første Ironman, som han gennemfører i 2008. “Jeg havde fået en idé om, at sport var godt. Jeg så det som min medicin, og jeg følte også det skulle være fysisk hårdt.” forklarer den unge mand, der også har læst idræt og sundhed på Sdu.
I løbet af det år forsvinder hallucinationerne og lydene, der ikke var der. Den nu 23-årige mand får mere energi, overskud og lyst til livet, og inden længe kan han også være blandt andre mennesker igen.
“Jeg har aldrig set mig selv som sportsmand, men som et menneske i proces. Jeg følte at skizofrenien løb lige bag, og hvis jeg stoppede op, ville den indhente mig” – sådan følte Mads de første år han trænede.
Sport på fuld tid
De næste par år bliver idræt et fuldtidsjob, hvor han træner tre gange dagligt. Oven i Ironman Florida får Mads et wildcard til Ironman World Championship (Hawaii) og gennemfører begge konkurrencer med tre ugers mellemrum i efteråret 2008.
Det efterfølgende år kørte Mads fire Ironmans, og en masse halve Ironmans. Han kvalificerede til verdens mesterskeskaber i halvironman i Florida. Blandt mange andre præstationer gennemfører han ydermere en Ultraman, som består af 10 km havsvømning, 420 cykling og 84 km løb. Det er cirka to en halv Ironman.
Jeg er sikker på, jeg forbliver rask!!
Efter et par sportsligt vilde år, og en tid, hvor Mads konstant har været uden symptomer, erklærer lægen den nu 25-årige mand rask i 2010. Mads, der føler hans helbred var maksimalt godt allerede inden han fyldte 23, mener, at nu skal der ske noget.
“Jeg lever nu et fuldstændig normalt og godt liv som alle andre” siger Mads, men vil gerne presse grænsen yderligere.
Mads er overbevist om, at han ikke vil blive syg igen, hvis han stopper med at dyrke sport. Han valgte nemlig at teste det. I 2010 holder han op med både træning og medicin.
“Jeg ville undersøge, om jeg blev syg uden sport og medicin, og det gjorde jeg ikke.” siger Mads, som føler det var skræmmende og tankevækkende at kaste sig ud i det, men han føler også, at det var nødvendigt for ham.
“Jeg føler, jeg har været udsat for stor sårbarhed i forhold til at undvære medicin og træning, så jeg føler jeg burde have været blevet syg nu, hvis det ville ske.” siger Mads.
“Nu idag føler jeg ikke medicinen har gjort noget som helst, andet end at have været et trygt sikkerhedsnet”. Mads stoppede med medicinen fra den ene dag til den anden, uden at det påvirkede ham.
Mads vil inspirere andre
Efter de to års træningspause begynder han at træne igen vinteren 2013.
Ellers har Mads gang i sine egne projekter, som alle handler om motion og psykiatri. Lige nu er det næste projekt en vandcykeltur over Atlanterhavet, som han i samarbejde med Sdu skal på til december. Mads gør det for at inspirere, og vise andre, at man kan udrette store ting, selvom man har haft en psykisk lidelse. Og samtidig er det et forskningsprojekt. Når Mads skal sidde ude på Atlanterhavet selv, bliver han bragt tilbage til et miljø sammenligneligt med det han oplevede, da han var skizofren. Derfor er det også en spændende styrkeprøve for Mads, der dog ikke er bekymret.
“Hele mit recovery-forløb er en personlig proces. Jeg tror jeg kan lære meget af den her ekspedition. Jeg forbereder det meget grundigt, da det godt kan være farligt. Men jeg føler, jeg kun kan finde sig selv ved at være næsten ude over kanten.” forklarer Mads.
Kan formelt ikke slippe af med diagnosen
Selvom Mads’ læge har erklæret ham rask i 2010, kan han ikke formelt set slippe af med sin diagnose. Det er noget der frustrerer den viljestærke ærøbo.
“Jeg tog et flycertifikat, og så kunne jeg ikke få lov til at blive pilot” siger Mads, der senere fandt ud af, han heller ikke kan få lov at arbejde i politiet eller militæret, og kan har heller ikke ret til at adoptere, blive bloddoner eller til at tegne en forsikring. “Ligegyldig, hvor rask jeg bliver, så kan jeg ikke formelt blive rask.” siger den frustrerede Mads, der har er ved lægge en sag an mod den danske stat om diskrimination, da han mener, det er et klart brud på handicapkonventionen, at psykisk syge ikke kan erklæres raske igen. De rettigheder, man mister, får man aldrig igen.
Det etablerede system er ikke for mennesker
“Systemet har ikke gjort noget for mig, der hjalp, udover rådet om at dyrke motion. Systemet er ikke gearet til at tage sig af mennesker, men er i mine øjne dikteret af politik og økonomi. Lægerne er så pressede.” mener Mads, som fx ikke kunne få lov at løbe en tur dengang, han var indlagt på psykiatrisk afdeling, fordi der ikke var ressourcer til at én løb med.
“Jeg har mødt nogen, der har fået stillet en alvorlig skizofreni diagnose på ti minutter. De mister alle rettigheder på ti minutter. Det synes jeg er for hurtigt. Jeg har en veninde, der havde en hashpsykose, og hun blev diagnosticeret skizofren, men har ikke før eller siden hashpsykosen vist tegn på skizofreni. Jeg tænker da på om hendes diagnose mon blev stillet for hurtigt.“ siger Mads, der mener, at der nogen gange mangler ressourcer i det nuværende system.
“Men jeg har fået meget godt ud af min sygdom, og jeg har et meget meningsfyldt liv med sport, min kæreste. Jeg holder foredrag, underviser i cykling, og arbejder med spændende projekter” smiler Mads.
Highlights fra Mads’s sportslige karriere:
- Hawaii Ironman 2008
- Verdensmesterskaberne i Ironman 2008
- Ironman 70.3 2009
- World Championships 2009
- VM i halvironman 2009
- Ironman 70.3 2009
- Geelong, Australien 2009
- Xterra World Championships 2010 VM i off-road triathlon 2010
- Ultraman Canada 2010
- Kvalificeret til VM i Ultraman, Hawaii 2010
- Dobbelt dansk rekord i hurtigste krydsning af Danmark på cykel, Certificeret af Ultra 2010
- Marathon Cycling Association, USA 2010
- Vinder af Europa Cuppen i ultracykling 2010
Det er andet reviderede optryk af artiklen, som jeg i første omgang skrev til sundoghed.dk
Man kan læse mere om Mads Fabricius på madsfabricius.dk