Siden jeg var barn har jeg følt angst og panik, når det var mørkt og jeg skulle passere mørke uoplyste steder. Tanken om at skulle være alene, om aftenen gjorde mig panikslagen, og skulle planlægge alt, så jeg var alene kortest tid ad gangen. Specielt var jeg bange for at være alene uden andre voksne. Det er pinligt når man selv er voksen. Jeg var også bange for at færdes ude om aftenen (og jeg har ikke prøvet dette endnu). Har altid skullet tage hensyn til det hver dag.

Som barn følte jeg mig anderledes på en måde, så jeg ikke kunne tale med de voksne om det. Og jeg tror det har været med til at styrke og måske starte min angst for mørke og for at være alene.

Jeg har haft det tåleligt med lidelsen igennem mit voksenliv, fordi jeg aldrig har haft brug for at skulle være alene, før for 5 måneder siden, hvor lidelsen blev et problem for mig.

Det eneste jeg har gjort for at blive helbredt er selvbehandling i tankefeltterapi. Det gik over umiddelbart efter min behandling, og jeg har følt mig meget lettet hvad det angår siden, og jeg kan nu være alene uden, at være bange eller gå i panik. Og jeg kan nu være alene sammen med min datter aften og nat. Har før følt dette som værende umuligt.