Det behøver ikke altid at være forældrene, der kontakter mig, og i dette tilfælde var det en bekymret bedstemor, som med moderens tilladelse kontaktede mig for at få en tid til sit barnebarn, som bare ikke havde det godt.
Han var vred, meget vred, og han kunne ikke kravle eller gå selv, og han var lige godt et år. Der havde været foretaget forskellige undersøgelser, og moderen havde fået et træningsprogram til drengen, men det gjorde blot situationen endnu værre, for drengen syntes absolut ikke, at det var sjovt at træne det, han ikke kunne.

Jeg gik i gang med afbalanceringen, og målet var, at han skulle være i godt humør igen, for så ville hverdagen være betydeligt nemmere for alle parter. Målet var meget stressende, men stressprocenten faldt hurtigt. Han blev mere og mere afslappet og lå til sidst fuldstændig afslappet i bedstemoderens arme. Hverken mor eller bedstemor kunne huske, at de nogensinde havde set ham ligge så afslappet. Det var helt okay, at jeg skulle massere og holde på forskellige punkter – han lå lige så stille og tog imod.

Da vi testede tilbage i tid, skulle der afbalanceres på første åndedræt. Det var et stressfyldt øjeblik, men en konkylieessens kunne fjerne alt hans stress, og så var han færdig. Jeg foreslog moderen, at hun også fik fjernet stress, inden de tog hjem, for så kunne de mødes som ligeværdige, og det var hun med på. Hun fik også fjernet stress i nutid, og bagefter på det tidspunkt, hvor hun havde født drengen.

Der var nu faldet ro over den lille familie, og de skulle komme igen efter 4 uger. Der var en verden til forskel, da de kom. Udviklingen havde været enorm. Drengen havde været meget mere glad. Han var begyndt at spise og drikke selv. Hans balance var blevet meget bedre, og han kunne næsten gå selv. Stressprocenten var også faldet ganske betydeligt, så der skulle ikke laves ret meget, før han igen var fri for stress. Moderen havde også haft det langt bedre, og hun sagde, at det var simpelthen det bedste, de nogensinde havde gjort for deres dreng.

Da familien kom fjerde gang, havde drengen intet stress, og han kunne gå selv, og han brugte hele foden ( han havde været tågænger, da jeg så han første gang, hvor han ville gå og måtte have støtte i form af to hænder fra mor eller bedstemor ). Han var nu begyndt at interessere sig for andre børn. Det havde han tidligere ikke haft overskud til, da hans egne problemer var så massive. Hele familien var glad, og det var en stolt lille dreng, som jeg sendte ud af døren. Nu kunne han selv, og det var det, han ville.

Denne historie er venligst udlånt og formidlet af kinesiolog Birgit Nielsen – http://kinese.dk

En lærer havde problemer med at stave, og det følte hun som et handicap, når hun stod over for en klasse og f.eks. skulle skrive noget op på tavlen. Hun følte også selv, at hun var langsom til at læse og indlære, og når hun skulle planlægge og strukturere et undervisningsforløb, manglede hun den røde tråd, og så mistede hun overblikket. Dette gjorde det ekstra svært at arbejde i teams. Målet blev, at hun var god til at stave og strukturere et undervisningsforløb.

Der var nok at tage fat på. Først og fremmest skulle hun op på den linje, der førte hende til målet. Det drejede sig om at få korrigeret øjnenes bevægelser fra side til side, og så var hun klar til at komme videre. Det drejede sig om noget emotionelt ved hver eneste af de fire afbalanceringer, som hun fik. Allerede den første gang skulle der korrigeres på alderen 7 år – tidspunktet for skolestart, hvor klienten havde følt sig fanget i en fælde, og hun ville gerne more sig i stedet for.

De følgende tre gange blev der arbejdet med såvel Pædagogisk Kinesiologi som med Hjernen, og allerede efter den første gang var der en mærkbar bedring i forhold til målet. Det havde været let at planlægge et undervisningsforløb, og de følgende gange var der også positive tilbagemeldinger i forhold til målet. Det blev lettere at stave og strukturere.

Der fulgte dog også nogle bivirkninger med i form af diarre og hovedpine og smerter i lænden, og der opstod et dilemma for klienten, for i takt med at hun fik lettere og lettere ved at klare skoledagen i forhold til sit mål, så mærkede hun også en stadig større tvivl på, om hun fortsat skulle være lærer, og at det nok var den tvivl, der havde givet sig til kende i form af diarre og hovedpine og andre skavanker.

Afbalanceringerne havde altså virket dobbelt. Hun havde nået sit mål, og hun havde fået overskud til at tænke over sin situation, og hun havde fået så meget selvtillid og var blevet så selvsikker, at hun også var i stand til at træffe det for hende rigtige valg, og det ord fra Adfærdsbarometeret, som hun fik med sig til sidst, var ordet “stolt”, og sammen med det ord hører ordet “bevidst” og “i eet med”, og det var lige nøjagtig, det hun var.

Denne historie er venligst udlånt og formidlet af kinesiolog Birgit Nielsen – http://kinese.dk

#50
Diagnose/prognose: Staveproblemer hos en voksen
Status nu: Helbredt
Navn/køn: Mand
Alder: Voksen (behandlet i 2004)
Helbredelsesmetoder: Kinesiologi
Antal behandlinger: 4
Behandlingsforløbets varighed: Ca. 4 mdr.

Det er ikke kun børn, der har problemer med at stave. Voksne kan selvfølgelig have de samme problemer, og det kan stamme helt tilbage fra deres skoletid, hvor de ikke fik løst problemet, men det er aldrig for sent at gøre noget ved det.

Denne mand var under omskoling og i gang med at tage en HF-eksamen, og det generede ham, at han ikke var så god til at stave. Han havde også svært ved at forklare sig i forbindelse med mundtlige opgaver, og hans koncentration var heller ikke tilfredsstillende. Han syntes, at han satte mange kræfter ind på sit studium, men at han ikke fik tilbage i samme mængde. Han havde altid haft indlæringsproblemer, og han lærte først at læse i 8.kl.

Det mål , som havde første-prioritet, kom til at lyde således: Jeg er god til at stave. Der var 100% stress på målet, så der var nok at tage fat på. Først skulle han op på sin helbredelseslinje, og her skulle der arbejdes med kropspolaritet, dvs. balancen mellem plus og minus i cellerne. Det handlede om at han følte sig krænket og modløs, og han ville gerne kunne involvere sig og være nødvendig og træffe valg. Bagefter skulle der arbejdes med yderligere 3 afbalanceringer, bl.a. skulle kranieknoglerne løsnes. Fastlåste kranieknogler hindrer hjernen i at få tilstrækkelig med ilt, og hjernen har brug for masser af ilt for at fungere optimalt. Der skulle også afbalanceres på 20-års-alderen, inden han var færdig for første gang.

Der gik nu 4 uger, og så var det tid til en ny afbalancering. Denne gang var der kun 68% stress – det var et flot fald i stressprocenten. Han havde været meget træt efter sidste gang, men han følte sig ikke så stresset, og han var blevet bedre til at bevare overblikket og tage det mere stille og roligt. Der var dog stadig blokeringer i forbindelse med fysik og grammatik i forbindelse med fremmedsprog. Denne gang blev der arbejdet med Pædagogisk Kinesiologi og Blueprint. Han skulle arbejde med sin fantasi- og forestillingsevne. Det gav god mening for ham, og det fjernede en masse stress. Han fik en hjemmeøvelse denne gang, nemlig liggende ottetaller, som hjælper de to hjernehalvdele til en bedre koordination, bedrer evnen til at afkode symboler og fjerner stress i forbindelse med skrivning.

Den tredje gang var forståelsesproblemerne vedr. grammatik blevet bedre. Han følte dog, at han var inde i en sløv periode. Han havde presset sig selv lidt rigeligt og følte sig lidt stresset, og han havde behov for lidt mere energi til at lære. Positivt var det, at han havde lavet en opgave , hvor der bare var 2 fejl, og det var oven i købet den samme fejl, der gik igen. Stressprocenten var faldet til 33, og det var helt sikkert flot. Der skulle bare arbejdes med to ting, og så var han klar igen. Stressprocenten var helt nede på 10, da han kom for fjerde gang. Fysikken var stadig svær, men han tog det mere stille og roligt og havde lært at slappe af. Der skulle kun laves en afbalancering, og så fik han en hjemmeøvelse. Han skulle arbejde med en tekst for at få sat tingene i et andet perspektiv.

Den sidste gang havde han 0% stress, da han trådte ind ad døren. Han havde haft det meget godt, følte, at han havde blod på tanden, og det kørte bare for ham nu. Det støtteord, han kunne tage med sig, var ordet “VALG”. Det gav god mening for ham. Han følte nu, at han havde langt flere valgmuligheder end tidligere, og han så fortrøstningsfuldt på sin fremtid, som han skulle tilbringe på skolebænken en rum tid endnu.

Denne historie er venligst udlånt og formidlet af kinesiolog Birgit Nielsen – http://kinese.dk

Denne familie kontaktede mig for at få hjælp til deres søn, som stammede. Det var begyndt ved 6-7 år, og det voldte ikke umiddelbart drengen problemer. Modsat ville han dog også gerne være fri for at stamme. Det var desuden et kendt problem hos andre i familien. Drengens mål var at tale let og flydende, og det var et stressfyldt mål, som vi tog fat på at afbalancere.

Den første gang blev der arbejdet med et af hjernens sprogcentre og halschakraet. Da han kom anden gang, var stressen reduceret med 50 %. Der var mærkbare forandringer med talen, som både forældre og drengen selv havde bemærket. Det var meget flot. Herefter blev det andet sprogcenter i hjernen afbalanceret, og der gik nu igen 3 uger.

Da drengen kom igen, havde han det rigtig godt, og det var igen gået fremad. Tredje gang var der næsten ingen stress tilbage, og der blev arbejdet med tungebenets muskler.

Fjerde gang var der ingen stress overhovedet, og det var en meget stolt dreng, som kunne afslutte. Hans tale var langt bedre, end da vi startede, og hans vejrtrækning var også meget fin. Undervejs havde vi også arbejdet med allergi over for græs og støv, og familien ville vende tilbage ved forårstid for at følge op på dette, så drengen trygt kunne gå pollentiden i møde.

Denne historie er venligst udlånt og formidlet af kinesiolog Birgit Nielsen – http://kinese.dk

Når man er 11 år og går i 4. kl., så forventer alle, at man kan læse, men det kunne denne dreng ikke. Han blev mere og mere bevidst om sine vanskeligheder, og nu gik det ham efterhånden voldsomt på, at han ikke kunne, ikke mindst fordi lillesøsteren i 3. kl. bare kunne læse alting uden problemer.
Læsevanskelighederne førte efterhånden mere og mere med sig. Drengen var aggressiv, både derhjemme og i skolen, han bed negle og havde konstant fingrene i munden, han var ukoncentreret, og selvtilliden var i bund. Skolepsykologens test viste, at drengen var normalbegavet, og at hans ordforråd var alderssvarende. Han fik 3 timers specialundervisning om ugen, eneundervisning vel at bemærke, men det rykkede heller ikke.

Moderen vidste snart ikke, hvad de skulle gøre, for de havde været vidt omkring i det etablerede system, men ingen kunne hjælpe, endsige komme med nogle forslag, som måske kunne hjælpe. Derfor havde hun besluttet sig for at kontakte en kinesiolog.
Drengen havde et stort ønske: At være god til at læse.
Det blev så hans mål, og det var forbundet med masser af emotionelt stress. Han var ikke på sin helbredelseslinje, hvilket kan sidestilles med at have mistet orienteringen, at være ude af stand til at følge den rette kurs og komme sikkert i mål. Dette blev det vigtigste tema for første afbalancering – at komme op på sin helbredelseslinje og kende vejen til målet. Der skulle arbejdes ud fra det emotionelle ( følelsesmæssige ), og der blev arbejdet med flere forskellige ting, bl.a. cross-crawl ( det krydsede bevægelsesmønster – en forudsætning for at de to hjernehalvdele kan arbejde hurtigt og sikkert sammen ) og kranieknoglernes bevægelighed ( en forudsætning for at få ilt nok op til hjernen ). Som hjemmeøvelse skulle han arbejde med at tegne liggende ottetaller – på papir og i luften.
Han blev også dominanstestet.

Det viste sig, at han brugte højre øje, højre øre, højre hånd og højre fod og højre hjernehalvdel. Med den dominansprofil har man det ikke særlig let i skolen. Alle signaler sendes til venstre hjernehalvdel, men det er højre, der er dominant. I stress-situationer er han virkelig fortabt. Der kommer ikke noget igennem, og det vil være nødvendigt, at han både ser og hører tingene indtil flere gange. Han vil også have behov for at røre sig, når han selv skal arbejde med tingene, og han vil have behov for ro, når han skal bearbejde nyt stof. Det skønnes, at Albert Einstein havde en dominansprofil som denne!

Efter en måned kom han igen. Han syntes selv, at det var blevet nemmere at læse og skrive, og moderen havde samme opfattelse. Hans humør var ikke blevet bedre. Han havde dog glædet sig til at komme igen for at blive testet.
Stressprocenten var faldet, og denne gang skulle der bl.a. arbejdes med øjnenes bevægelser fra side til side. Det er vigtigt at kunne bevæge øjnene fra side til side uden stress, idet denne bevægelse gøres hele tiden under læseprocessen. Der skulle også arbejdes med stress, der lå tilbage til 7- og 9-årsalderen. Hjemmeøvelsen var den samme som sidst.

Tredje gang var drengen nået til at kunne læse lix 8 (forkortelse for læsbarhedsindex – en måleenhed for sværhedsgraden i en bog. I første klasse kan man læse bøger med lix 5-10). Stressprocenten var faldet. Der skulle igen arbejdes med det emotionelle, og denne gang blev der arbejdet med gangreflekserne, hvilket handler om at kunne gå i gang med noget nyt, at kunne bevæge sig henimod noget nyt og ukendt uden stress.

Den følgende gang var stressprocenten igen faldet. Det gik godt, og drengen var nu i gang med en bog på lix 10. Der var kommet en positiv udmelding fra skolepsykologen. Han havde skrevet historier i skolen, og det var sjovt. Han kunne nu sidde på sit eget værelse ved skrivebordet og lave lektier. Det var aldrig tidligere sket. Klasselæreren havde også meldt ud, at det gik godt. Der skulle arbejdes med nyremeridianen denne gang. Nyremeridianen er væsentlig i forbindelse med indlæring, koncentration og hukommelse. Nyremeridianens endepunkter – K27 – er meget vigtige, og de bruges i mange energiøvelser. Som hjemmeøvelse skulle han holde sig selv på pande og baghoved, hvilket hjælper ham med at være nærværende, kunne se klart og kunne tænke sig om.

Da drengen kommer femte gang, er stressprocenten langt nede. Han har været med til forældresamtale i skolen, selv om han først ikke ville, og han havde fået ros af alle sine lærere. Hans adfærd havde også ændret sig, han virkede mere harmonisk nu, og der havde kun været en enkelt episode. Det gik fint med at læse, og han havde skrevet en læsekontrakt med skolen, hvilket indebar, at han skulle læse 25 sider hver dag/et kvarter om dagen. Kontrakten gjaldt for en måned.

Sjette gang er også sidste gang. Stressprocenten er nede på 0. Han er gået i gang med en bog på 810 sider, og han har tegnet en ny kontrakt. Humøret er godt, og det går godt med at læse. Mor fortæller, at han læser godt. De små ord er nu automatiske, og han lydglider på mange ord.
Dette betyder, at han har knækket koden, han kan læse, og resten vil komme, når han bliver ved med at læse. Det var en meget stolt dreng, og en meget stolt mor, som sagde farvel.

Denne historie er venligst udlånt og formidlet af kinesiolog Birgit Nielsen – http://kinese.dk

En 17-årig dreng havde gennem hele sin skolegang haft massive indlæringsproblemer, og han var nu på en efterskole, hvor der blev gjort en ekstra indsats i forhold til hans problemer. Moderen kunne dog godt tænke sig, at han kom til kinesiolog, for det kunne måske løse op for de andre problemer, der fulgte i kølvandet på indlæringsproblemerne.
Derfor kom målet slet ikke til at handle om indlæring, men om accept. Drengen havde aldrig været accepteret, som den han var. Han havde været udsat for mobning i hele sin skoletid og var ofte kommet grædende hjem fra skole. Han havde været undersøgt af talrige eksperter og havde til sidst fået at vide, at han var ordblind og havde en umoden hjernestamme.

Han fik den første afbalancering i starten af sommerferien og kom igen lige inden skolestart. Han havde jo ikke været i skole, men alligevel var han gået i gang med at læse, og han kunne nu læse lette bøger flydende og forstå dem. Det var jo slet ikke med i målet, men det kom altså som en sidegevinst, fordi der blev fjernet nogle blokeringer omkring det at være accepteret. Hans temperament ændrede sig også, og han blev mere glad.
Han begyndte nu på sit andet år på efterskolen, og det gik fint med at komme i gang, ja, han var faktisk glad for at komme tilbage til skolen og lære noget mere. På skolen fik han også et skulderklap – såvel lærere som elever bemærkede, at han var blevet langt mere aktiv, og det bevirkede, at han fik endnu mere lyst til at arbejde.

Da han kom fjerde gang, var hans stressprocent helt nede på 16. Det gik stadig rigtig fint i skolen, og der havde været forældresamtale, hvor lærerne havde oplyst, at de nu havde en meget anderledes elev, og det var alle glade for.

Jeg havde i løbet af arbejdet med denne dreng også lavet en dominanstest. Han havde helt normale dominansforhold og skulle altså sagtens kunne lære, hvilket han jo også var kommet godt i gang med. Men kunne der gøres mere? Jeg foreslog at lave en afbalancering af Corpus Callosum – hjernebjælken, som forbinder de to hjernehalvdele. Den kan sammenlignes med et gammeldags omstillingsbord på en telefoncentral. Den består af 2-300 millioner hvide nervetråde, som skal sende beskeder mellem de to hjernehalvdele. Det er en meget lang afbalancering, og der var masser af stress på hvert eneste trin af denne afbalancering. På det sidste trin testes der tilbage i tid, og årsagsalderen var 7 år – skolestart! Han var meget træt efter denne afbalancering, og da han kom hjem, faldt han i søvn, og senere blev han faktisk syg og fik feber. Måske havde kroppen behov for at rense ud og behov for hvile, så de mange forbindelser kunne få en rolig opstart!

Da han kom igen for at følge op på sit mål, var der sket helt utrolige ting. Han var igen blevet bedre i skolen, og for første gang i sit liv havde han læst i et helt kvarter, og det var mange sider, han havde læst. Det var en meget glad dreng og en meget glad mor, som kunne forlade klinikken. Han havde fået succes med sin læsning, og der er ikke tvivl om, at han vil fortsætte med at læse, for nu har han pludselig set, at han kan, og jo mere han læser, desto bedre bliver han. Det ved han også godt, og han er parat til at kæmpe videre, for han kunne godt tænke sig at få en uddannelse.

Denne historie er venligst udlånt og formidlet af kinesiolog Birgit Nielsen – http://kinese.dk

Målet for afbalanceringerne blev, at hun var god til at læse og regne. Da pigen og moderen kom igen efter den første afbalancering, kunne de fortælle, at de kunne mærke forandringer allerede næste dag. Det var gået nemmere i skolen og også bedre. Sådan fortsatte det.

Da de kom fjerde gang, kunne de berette, at pigen nu var meget gladere og følte sig godt tilpas i skolen, og der var nu ikke mere stress tilbage, og forløbet var færdigt på blot 4 gange. Under afbalanceringerne blev der arbejdet med Pædagogisk Kinesiologi samt Hjernen, og der var hjemmeøvelser til hver gang, og der blev også arbejdet med konkylieessenser, som er meget gode til børn.

Denne historie er venligst udlånt og formidlet af kinesiolog Birgit Nielsen – http://kinese.dk

Moderen til en 12-årig dreng kontaktede mig, fordi hendes dreng ikke kunne læse, og han havde massive koncentrationsproblemer. Han gik nu i en klasse med 5-6 elever, hvor der blev taget særlige hensyn til hans vanskeligheder. Han havde været til mange forskellige undersøgelser, men det var ikke lykkedes at få sat en diagnose på ham. Han passede ikke ind i de gængse diagnoser, men der var alligevel noget galt, for drengen kunne ikke lære det, han skulle. Det vigtigste arbejdsområde var koncentrationen, så her satte vi ind. Det blev til i alt 4 afbalanceringer, hvor der blev arbejdet med såvel Pædagogisk Kinesiologi som med Hjernen. Der var behov for afbalanceringer af forskellige områder i hjernen hver gang, drengen kom, og der blev bl.a. sat fokus på selektiv opmærksomhed og hjernebjælken, som forbinder højre og venstre hjernehalvdel og forbedrer kommunikationen mellem dem.

Forløbet blev startet lige op til sommerferien, så der var ikke noget målbart i skolen før i september. Her viste det sig imidlertid, at drengen i løbet af de første 6 uger havde nået mere i matematik, end han havde i hele det sidste skoleår. I dansk var der ingen meldinger om ændring, men der havde også været lærerskift i løbet af sommerferien.

Da drengen kom sidste gang, var der 0 % stress. Han havde fået meget mere ro på sig og skulle ikke længere kæmpe så hårdt med lektierne. Der havde været en god og klar fremgang i skolen, og hans selvtillid var vokset betydeligt. Han talte nu om, at han ville på efterskole, og dette var helt nyt, men glædeligt, for det viste, at drengen var på vej til at blive mere selvstændig.

Denne historie er venligst udlånt og formidlet af kinesiolog Birgit Nielsen – http://kinese.dk

En 13-årig dreng kom med ovennævnte problem. Han ville gerne være bedre til at koncentrere sig i timerne, og han havde også problemer med at gøre sit arbejde færdigt. Han gled af, og det gjaldt ikke kun skolearbejdet. Det var et generelt problem. Han havde ikke nogen fightervilje, men hoppede altid over, hvor gærdet var lavest.

Han var lidt af drømmer, vidste godt svar på mange af de spørgsmål, der blev stillet af lærerne, men fik aldrig rakt hånden op. Når det gjaldt fodbold og musik, var koncentrationen dog i top. Målet kom til at hedde følgende: Jeg koncentrerer mig og engagerer mig og gør mit arbejde færdigt.

Det var et meget stressende mål, og han var slet ikke på sin helbredelseslinje – den linje, der skal føre ham til målet. Det var det første, der skulle tages fat på, og der skulle arbejdes med fixation. Han følte sig fastlåst og ude af balance, og somme tider så det lidt sort ud, eller han gik i sort, og klappen gik ned. Det blev afbalanceret, og bagefter skulle der arbejdes med energi til hjernen, så han var i stand til at bruge begge hjernehalvdele og både overskue helheden og sætte fokus på detaljen. Det var også nødvendigt at arbejde med hans jordforbindelse, så han blev på jorden og ikke drømte sig væk eller gled af, når arbejdet skulle gøres.

Han kom igen efter en måned, og der var positive forandringer, for nu gjorde han sit arbejde færdigt. Der skulle i starten arbejdes med en tekst fra Bachs blomsteressenser, en tekst, som handlede om, at han var en selvstændig personlighed. Det gav meget mening for ham og hans familie , at han skulle omkring denne tekst. Han havde en storebror, som var ca. et år ældre, og han havde nærmest altid følt sig som en pseudotvilling, og han ventede altid pænt i kulissen og kom så på banen som nr. to. Afbalanceringerne handlede denne gang om energi til halschakret – energi til kommunikation og til at kunne sige fra og sætte ord på det, der rørte sig i ham. Vi arbejdede også med et muskelkredsløb, som satte fokus på at lytte til sig selv og folde sig ud. Han blev endvidere afbalanceret for en intolerance over for mælk. Moderen havde en fornemmelse af, at han ikke kunne tåle mælk, og det viste sig at holde stik.

Efter en pause på 10 dage måtte han langsomt begynde at indtage mælkeprodukter igen. Da han kom lige i starten af sommerferien, kunne han fortælle, at det gik rigtig godt. , og hans stress var også halveret i forholdt til den allerførste gang, han kom. Denne gang blev der arbejdet med fordøjelsen og energi til miltmeridianen. Efter sommerferien begyndte han i en ny skole, og det var fortsat positivt. Han var kommet godt fra start, og der var ikke meget stress tilbage. Der skulle arbejdes med kranieknoglernes bevægelighed, så han kunne få ilt til hjernen, og så hjernevæsken kunne flyde frit. Det blev sidst i oktober, inden han kom igen. Der var nu 0 % stress på hans mål, og det ord, der rundede dette forløb af, var: Jeg er “fuldkommen”. Nu kunne han bare, og det var han meget glad for.

Denne historie er venligst udlånt og formidlet af kinesiolog Birgit Nielsen – http://kinese.dk

En ung mand på 17 år opsøgte mig, fordi hans søskende havde opnået gode resultater, og nu var det altså hans tur. Han var en meget seriøs fodboldspiller, og han ville videre ad den vej, og derfor havde han behov for at kunne koncentrere sig 100% både til træning og til kamp samt kunne bruge sin mentale energi optimalt. Det var et spændende mål, og det blev spændende at se, hvor langt han kunne komme inden for sit fodboldspil, når han kom mere og mere i balance.

Allerede anden gang meldte han om forbedringer. Han havde været langt bedre til at koncentrere sig, ikke bare til fodboldtræning, som fandt sted 3 gange om ugen, men også i skolen, så der var dobbelt gevinst.

Da han kom tredje gang, var han stadig godt tilfreds. Koncentrationen var i top, men han kunne godt tænke sig at udvide målet, hvis det kunne lade sig gøre. Han syntes nemlig, at han manglede viljen til at fighte, og han fik ikke afprøvet alle muligheder, når han var på banen, og det var to meget vigtige ting for ham. Vi testede, om målet kunne udvides, og det var okay. Stressprocenten på det gamle mål var ellers langt nede, men nu steg den igen, da vi udvidede målet. Der blev arbejdet med Pædagogisk Kinesiologi, men også med stof fra Hjernekurserne, og pudsigt nok handlede det om villighed.

Fjerde gang meldte han om fin koncentration, men fighterviljen var ikke dukket op endnu. Han så lidt sort på tingene, så det blev han afbalanceret for, og så gik der igen fire uger.

Nu var det lidt bedre med fighterviljen, og koncentrationen var stadig helt i top. Igen var vi omkring Hjernekurserne, og som indledning skulle han læse en tekst fra en hjerneessens. Den handlede om manglende energi og frustrationer, og det var lige der, han befandt sig.

Da han kom sjette gang, var han nede på 0 % stress, og han var pavestolt og havde det store smil fremme. Han havde fået et 10-tal til sin engelsk-eksamen, han var blevet kåret til årets spiller på sportscollege, koncentrationen var fin-fin, og fighterviljen var stigende, og han var blevet anfører for sit hold. Han havde fået masser af selvtillid og var blevet god til at kommunikere med de andre spillere og opmuntre dem til at fighte. Det ord fra adfærdsbarometeret, som var hans støtteord, var – selvfølgelig – stolt, og det havde han virkelig god grund til at være. Han havde været meget glad for at komme, og han var overbevist om, at de afbalanceringer, han havde fået, havde bragt ham dertil, hvor han var nu.

Denne historie er venligst udlånt og formidlet af kinesiolog Birgit Nielsen – http://kinese.dk

Kinesiologi hjalp vores datter. Vores datter kunne ikke følge med i de boglige fag. I ca. 1½ år har hun ikke været i stand til at følge med i undervisningen i dansk og matematik. Når hun skulle læse lektier herhjemme, “havde hun enten ikke noget for”, eller også blev hun meget ked af det. Vi brugte ofte 1 time på næsten ingenting. Hun kunne aldrig sidde alene med lektierne. Hun var ikke i stand til at komme i gang.

Hun blev før sommerferien bevilget specialundervisning, og vi forældre skulle være tålmodige, støttende og give hende tid.

Hun er en stille pige, siger ikke meget i klassen. Hun sagde ofte, at hun var den dårligste til at læse, at stave, kunne ikke finde ud af matematik, hun følte sig ikke så god som sine klassekammerater. Heldigvis var der andre ting som f.eks. idræt og dans, som hun var god til.

I sommerferien så vi vores datter som en afslappet pige, der ikke blev mindet om, hvad hun ikke kunne, idet hun undgik alt, hvad der mindede om skole.
Derfor besluttede jeg, at hun skulle hjælpes på én eller anden måde!

Vi søgte en professionel praktiserende kinesiolog, som bl.a. fortalte, at hun havde problemer med at sende besked mellem de to hjernehalvdele, og at der var stress på øjnenes bevægelser fra side til side, hvilket indebar, at hun ikke ville kunne læse i ret lang tid ad gangen. Det var jo netop tilfældet. Ved hjælp af en afbalancering af kroppen og en hjemmeøvelse er hun nu på rette vej.

Kort tid efter første behandling mærkede vi tydeligt forandring, idet hun nu har lyst til at læse og skrive. Hun sætter sig på sit værelse for at lave matematik – og kan finde ud af det!

Hun har været til 3 behandlinger og er nu fuld af energi til at modtage undervisning. Hun har betydeligt lettere ved at læse og skrive, kan høre, når hun læser forkert og retter sig selv, og bliver aldrig ked af at skulle læse lektier. Matematik, som tidligere var meget svært, går nu som en leg, og det er sjovt, siger hun.

Hun har også fået meget mere selvtillid, og hun er blevet i stand til at sige fra over for os og over for sine kammerater. Hun sniger sig ikke længere langs knagerækkerne , men går midt ude på gangen, og nu kan hun høres ude i skolegården, hvilket ikke tidligere har været tilfældet.

Denne historie er venligst udlånt og formidlet af kinesiolog Birgit Nielsen – http://kinese.dk

Denne dreng har været hos mig af to omgange. Den første gang drejede det sig om indlæringsvanskeligheder – han havde svært ved at læse og skrive, og han havde også temperament. Han havde skiftet skole, og han var glad for at gå i den nye skole, hvor han havde fået gode venner.

Målet kom til at handle om at være god til at læse og skrive, for det var umiddelbart det vigtigste for ham. De følelser, som den første afbalancering drejede sig om, var ”stolt – ikke ønsket”. Der var 100 % stress på målet, så der var nok at tage fat på. Først skulle han dog op på sin mållinje, og her skulle der arbejdes med kropspolaritet. Han følte sig krænket og modløs og ville gerne kunne involvere sig og være nødvendig. Da han først var kommet op på sin mållinje, skulle der arbejdes videre med en afbalancering af CIA – common integrative area (det fælles integrationsområde). Det handler bl.a. om kamp/flugt, og han var parat til begge dele, spændt som en fjeder. Hele bagsidemuskulaturen var hård, og han fik en god gang massage af læg- og hasemuskler, og bagefter lavede han skulderrotationer. Denne afbalancering handler om at føle sig forkastet og dum/stum over for det at være væsentlig og oprigtig.

Senere skulle der arbejdes med øjnenes bevægelser fra side til side. At kunne bevæge øjnene fra side til side 15-20 gange svarer til en halv times læsning, og det var yderst stressende for ham, så han fik masseret sine øjenpunkter bag på kraniet.
Det var en meget træt, men også afslappet dreng , der gik hjem den eftermiddag, og vi aftalte at ses igen 3 uger senere.

Nu var hans stressprocent faldet til 75, og det var gået meget bedre. Han havde slet ikke haft ondt i hovedet, og de første 14 dage var gået rigtig godt. Så var irritationen vendt lidt tilbage. Tempera-mentet var dog mærkbart anderledes og lektielæsningen havde ikke voldt problemer. Afbalanceringerne drejede sig denne gang om at se lidt sort på tingene og føle sig fastlåst. Klappen gik ned for ham, og han gik i sort indimellem, så han fik lidt lys til hypofysen og pinealkirtlen, så han igen kunne se lyst på tingene. Der blev også arbejdet med hans halsregion, så han kunne give slip på de indestængte følelser og blive bedre til at sætte ord på sine følelser og sige sin mening. Til sidst skulle der bruges en essens, som handlede om at give slip på sin vrede og lave den om til kærlighed.

Der gik igen 3 uger, og der var stadig fremgang. Det gik godt både i skolen og derhjemme, og han var begyndt at cykle i skole selv. Nu var hans stressprocent nede på 45, og følelserne var denne gang fredfyldt – kærlighedsløs. Der blev afbalanceret i nutid og på syv år, hvor der var meget stress, og hvor han følte sig skuffet og manglede den kække selvtillid.

Da han kom fjerde gang var stressprocenten nede på 21 %, og det gik stadig fint. Han var begyndt at sige fra, og han var begyndt at læse Anders And-blade og undertekster på fjernsynet. Han var i det hele taget blevet bedre til at læse selv. Der skulle igen afbalanceres både i nutid og tilbage i tid, nemlig på 3 år. Til sidst var vi nødt til at fjerne stress på en elev i hans klasse, som han igen og igen kom i konflikt med. Det fik vi klaret ved at arbejde med nogle chakraer, og så var han klar igen.

Gangen efter var der bare 10% stress, og både drengen og moderen var glade. Han havde haft en god lejrskole, han tog afslappet på tingene, og han var blevet vil med at læse. Han gik i gang med alt, og hans læseteknik bedredes. Han blev bedre og bedre til lydering.

Han kom igen lige efter sommerferien, men der var ikke længere stress. Moderen følte, at hun havde fået et nyt barn, og det var så dejligt. Han var fyldt op med den kække selvtillid.
Efter halvanden måned kontaktede moderen mig igen, for han blev nogle gange voldsomt vred, og det var et stort problem for ham. Han misforstod tit situationer og samtaler og reagerede derefter.

Han følte sig lidt ensom. Desuden skulle han jævnligt til tandlæge og ørelæge, og det stressede ham også. Målet kom denne gang til at hedde: Jeg er god til at komme i kontakt med andre børn, aflæse og forstå deres følelser. Det var også et stressende mål, som udløste 95 % stress. Han følte sig fortvivlet og afvist og ville gerne være interesseret og påskønnet. Der skulle bl.a. arbejdes med nyremeridianen, og det handler om at give slip på frygt og angst og få vitaliteten igen.

Der blev aftalt en ny tid 5 uger senere. Hans stressprocent var nu faldet til 62 %, og det var gået fint. Han havde været rigtig vred en gang, og så havde han været ked af det i forbindelse med skolen. Han var blevet god til at fortælle om det derhjemme, og han havde fået en ugentlig støttetime med en lærer, så de kunne tale problemerne igennem med det samme. Denne gang blev der arbejdet med afbalanceringer inden for pædagogisk kinesiologi og hjernen. Sidstnævnte afbalancering drejede sig om at få afbalanceret amygdala, en del af det limbiske system – vores følelseshjerne, som handler om vrede, raseri, frygt og angst. Der blev denne gang arbejdet med følelsen ” meningsfuld – ikke accepteret”.

Tredje gang var stressprocenten dalet til 22 %, og det var gået rigtig fint. Han var rolig og afbalanceret og i stand til at sige tingene, både derhjemme og i skolen. Kontrolbesøgene hos ørelægen gik også fint. Der blev denne gang arbejdet med solar plexus-området , og der blev lavet en afbalancering af ”den forlængede marv” i hjernen. Det handlede bl.a. om kreativitet.

Der gik nu 3 måneder, inden han kom til den næste afbalancering. Alt gik bare så godt. Der var ros fra skolen, læsningen gik fint, der var ingen drillerier, og han satte sig store mål og gennemførte dem uden problemer. Med den fine udmelding var det ingen overraskelse, at han denne gang havde 0 % stress på sit mål. Hans støtteord blev kæk, og det var netop, hvad han udstrålede – masser af selvtillid og et smil på læben.

Denne historie er venligst udlånt og formidlet af kinesiolog Birgit Nielsen – http://kinese.dk

“Jeg føler, at jeg altid er bagefter. Jeg er altid den sidste, når vi har prøve i klassen, og tykke bøger og matematik kan fuldstændig tage pippet fra mig.” En dag lå der en mail i min mailbox fra en mor, som tidligere havde været til et af mine foredrag. Hun havde allerede dengang sin datter i tankerne, men datteren var ikke parat til at komme til kinesiolog. Det var hun imidlertid nu, og hun ville gerne have et skud selvtillid, så det kunne glide lidt lettere for hende i skolen. Hun var også begyndt at få en migræne-lignende hovedpine og synsforstyrrelser om formiddagen henne i skolen, og det ville hun gerne være fri for.
Pigens mål kom til at hedde: Jeg tror på mig selv og mine egne evner, og jeg klarer mig fagligt godt.

Hun var ikke på sin helbredelseslinje, hvilket bevirkede, at hun følte, at hun hele tiden løb panden imod en mur. Så gik det lidt fremad, og så stod det igen stille, og hun kunne starte forfra. Hun følte sig ked af det og ville gerne være fuldkommen, lige så god som de andre i klassen, som hun hele tiden målte sig med.

Der blev arbejdet med forskellige ting, bl.a øjnenes bevægelser fra side til side. En afbalancering, som fjerner det stress, der er forbundet med at bevæge øjnene fra side til side , den bevægelse, som foretages, når man læses.
Hun fik en hjemmeøvelse – hun skulle hver dag tegne liggende ottetaller. Først med venstre hånd, så med højre hånd og til sidst med begge hænder. Samtidig skulle hun følge sine hænder med øjnene.

Inden hun gik hjem, lavede vi en dominansprofil. Hun havde en dominansprofil som den, Albert Einstein formodes at have haft, og da jeg forklarede, hvad det betød for hendes måde at lære på, lød der et lettelsens suk fra moderen. Hun sagde, at hun altid havde vidst, at hendes pige kunne lære, men de havde aldrig kunnet finde ud af, hvordan de skulle gøre. Hun fik en oversigt med hjem, og den kunne hun også tage med i skole.

Hun kom igen efter en måned. Hendes tilbagemelding lød på, at hun havde haft mere gå-på-mod til lektierne, hun havde været mere koncentreret og nærværende i timerne, og hun havde fået en mere afslappet holdning til det hele. Der havde været kontakt til hendes lærere, og de var positive i forhold til dette nye tiltag med Pædagogisk Kinesiologi.
Hendes stressprocent lå betydeligt lavere end sidst. Hun fik endnu en afbalancering og en ny hjemmeøvelse, hvor hun skulle holde på panden og baghovedet 2 gange hver dag.

Der gik nu 6 uger, inden hun kom igen. Det gik fint. Hun kunne selv mærke forskel, og lærerne havde rost hende og sagt det samme. Hun gik nu selv i gang med lektierne, selv med matematik, som tidligere havde voldt store problemer.
Stressprocenten var faldet yderligere, og hun fik en tredje afbalancering. Hun vurderede selv, at hun ikke havde behov for mere, for tingene kørte så godt for hende, og hun havde fået troen på sig selv tilbage. Hun fik en energiøvelse, som hun kunne bruge, når hun følte sig nervøs og stresset, så hun kunne få mere ilt op til hjernen.

Denne historie er venligst udlånt og formidlet af kinesiolog Birgit Nielsen – http://kinese.dk

Når følelserne kommer i kog, og reaktionen bliver derefter. Det er ikke altid let at begå sig i klassen eller i skolegården, hvis man har temperament og ikke rigtig kan styre det. Det var problemet for en 8-årig dreng i 2.kl. Han havde faglige problemer, men de sociale problemer fyldte langt mere, så det blev her, vi tog fat. Han var mellembarn og følte sig altid snydt, følte sig sat i 2. række. I skolen blev han drillet, kaldt slapsvans og var oppe at slås hver eneste dag, og han fik mange skældud. Han havde svært ved at give udtryk for sine følelser, og det endte derfor ofte med en slåskamp, og det var efterhånden blevet for meget for denne dreng.

Vi fastsatte nu et mål, som handlede om at være i god kontakt med sig selv og sine følelser og reagere på passende måde. Målet var meget stressende, og de følelser, som først dukkede op, handlede om at føle sig frustreret og helt følelsesløs. Han var slet ikke glad. Testsituationen var også svær for ham. Han fjollede meget, og det skyldtes ren usikkerhed. Han havde så svært ved at forholde sig til følelser og mærke ind i sig selv, og det kunne han dække over ved at fjolle sig gennem tingene.

Da han kom anden gang, syntes han selv, at der havde været færre slåskampe, men hans mor havde ikke mærket forandringer. Stressprocenten var dog væsentligt mindre, og vi arbejdede videre med målet. Denne gang handlede det meget om selvtillid og tro på sig selv. Det havde han ikke så meget af.

Tredje gang var der tydelige forandringer. Stressprocenten var faldet ganske pænt. Han sloges ikke mere i skolen, og skolen havde bemærket, at han ikke længere gav op på samme måde, men fjolleriet hang ved. Nu skulle der arbejdes med gamle fastlåsninger og gamle reaktionsmønstre, og så skulle han have noget energi til at melde ud og sige fra.

Det gik stadig fremad, så den fjerde gang var der ikke meget stress tilbage på hans mål. Det gik fint. Der havde kun været et par enkelte slåskampe, og han var blevet gode venner med 3. klasserne, og de kunne lege sammen. Han var blevet bedre til at tackle tingene, men kunne stadig gå i hårdknude en gang imellem.

Femte gang var han på 0 % stress. Det gik rigtig fint. Der var ingen slåskampe i skolen, kun lidt søskendefnidder derhjemme, og det kender alle familier vist til. Hans mor kunne mærke, at han havde det rigtig godt, og fjolleriet var helt hørt op. Hans ord på barometeret var “fredfyldt”, og det var, som han var. Han lå stille og roligt på briksen og kunne snakke om følelser og om sig selv. Det var meget positivt, og det var en meget glad dreng, der virkelig havde fået et løft til at kunne rumme sine følelser og reagere på en passende måde.

Denne historie er venligst udlånt og formidlet af kinesiolog Birgit Nielsen – http://kinese.dk