Tvangstanker. Hvad gør du, hvis du ikke kan styre dine tanker og går til lægen, hvis du mærker det allermindste, fordi du tror, du er ramt af en livstruende sygdom?

Løsningen for denne kvinde blev nogle afbalanceringer, hvor der blev arbejdet med det mål, at hun skulle kunne styre sine tanker. Hun var styret af sine tanker og brugte al sin energi på at mane dem i jorden, fordi hun hele tiden tog sorgerne på forskud og frygtede det værste. Det første, der skulle arbejdes med, var en afbalancering, der hedder fixation, og hun var jo fixeret på disse tanker, fuldstændig fastlåst.

Det krævede en afbalancering i nutid og på forskellige tidligere alderstrin, som var relevante i forhold til hendes problem.

Da hun kom igen, havde hun det langt bedre. Tankerne var forsvundet, og hvis de dukkede op, kunne hun skubbe dem fra sig. Hun havde også fået mere energi og var i godt humør. Denne gang skulle der arbejdes med hendes fordøjelse – hun havde svært ved at give slip, og det medførte forstoppelse.

De følgende to gange blev der bl.a. arbejdet med forskellige afbalanceringer af områder i hjernen, som har med følelser at gøre, og da hun kom den sidste gang, var hun på 0 % stress, og det gik rigtig godt.

Denne historie er venligst udlånt og formidlet af kineseolog Birgit Nielsen – http://kinese.dk

En kvinde midt i halvtredserne henvendte sig til mig, fordi hun gennem 5 uger havde været sygemeldt fra sit job, hvorefter hun langsomt var startet igen, men hun var ikke helt på toppen og kunne ikke klare en hel arbejdsdag, og hun havde behov for at sove hver eftermiddag. Hun havde fået antidepressiva fra sin læge, som mente, at hun havde fået en depression.

Hun var dog selv noget tvivlende over for denne diagnose, for hun følte sig mere stresset og udbrændt end deprimeret. Der havde været mange omstruktureringer på arbejdspladsen, og der havde været meget overarbejde forbundet med dette. Hun havde desuden oplevet nøjagtig det samme for et par år siden.

Hun ville nu gerne prøve noget andet for at få noget mere energi til at klare hverdagen. Det blev også hendes mål med kinesiologibehandlingen – mere energi og mere livsglæde.

Den første gang blev der arbejdet med muskelkredsløb, og der var flere blokerede muskler, der skulle rettes, så energien igen kunne flyde frit.

Da hun kom næste gang, havde hun fået mere energi og var ikke længere så træt og kunne arbejde i længere tid ad gangen. Den anden afbalancering kom til at dreje sig om to områder i hjernen, nemlig pinealkirtlen og amygdala. Der var meget stress på disse to områder, og det drejede sig om at få fjernet dette stress, så hjernen igen kunne blive helt afbalanceret og integreret, og klienten kunne bevare psykisk skarphed. Desuden dukkede en gammel ubalance op, og den blev følgelig også korrigeret.

Efter endnu fire uger kom klienten igen. Hun kunne fortælle, at hun havde haft det dårligt den første dag efter afbalanceringen, men derefter var det bare gået fremad, hvilket stressprocenten kunne bevidne. Der var igen forsvundet en tredjedel stress, og hun var kommet et skridt nærmere til sit mål.

Der var behov for i alt 5 afbalanceringer, og så var klienten helt på toppen igen og kunne igen klare en hel arbejdsdag. Det ord fra Adfærdsbarometeret, som hun landede på til sidst, var “fuldkommen”, og hun var virkelig fuldkommen, da hun var færdig. Hun kunne klare jobbet perfekt, være anset på arbejdspladsen, kunne se sig selv an og være tilfreds med sin egen indsats, og hun var igen den friske pige, som hun havde været tidligere.

Denne historie er venligst udlånt og formidlet af kinesiolog Birgit Nielsen – http://kinese.dk

Jeg har for nylig afsluttet et projekt i en skolefritidsordning. Såvel leder som personale ønskede et bedre arbejdsmiljø, hvor alle kunne møde på deres arbejde fri for stress og dermed også opnå et bedre samarbejde. Jeg deltog i et personalemøde og orienterede om, hvad kinesiologien kunne udrette på dette felt. Alle blev herefter enige om, at de ville deltage i projektet, som blev betalt af arbejdspladsen.

Hver ansat blev tilbudt 4 afbalanceringer – yderligere afbalanceringer skulle betales af den enkelte medarbejder.
Målene for de enkelte medarbejdere blev formuleret forskelligt, men alle tog udgangspunkt i, at den enkelte skulle være fri for stress på sit arbejde.

Efter 4 afbalanceringer, som strakte sig over 3-4 måneder, skulle der gøres status. Hver enkelt medarbejder havde nået sit mål og havde 0% stress på målet. Nogle havde mærket store forandringer undervejs; andre havde det bare godt og fornemmede, at der var noget, der var anderledes uden dog at kunne beskrive det nærmere.

En medarbejder fortalte, at hun nu kunne forholde sig ganske rolig og afslappet, selv om hun dagen efter skulle starte op med en helt ny kollega i sin gruppe. Tidligere ville hun have reageret helt anderledes og have været stresset i lang tid. Hendes kolleger mærkede også, at hun nu kunne forholde sig anderledes til de problemer, der dukkede op.
Samarbejdet i personalegruppen blev også mærkbart forandret. Alle blev mere åbne og afslappede over for hinanden og kunne hjælpe hinanden på en ny måde.

Denne historie er venligst udlånt og formidlet af kinesiolog Birgit Nielsen – http://kinese.dk

Denne familie havde tidligere været her, og nu var det lillebror i familien, der skulle have en afbalancering. Han stod foran et skoleskift, og det var han ikke særlig glad for. Han havde det godt derhjemme, men det var absolut ikke sjovt at gå i skole. Der var så mange krav, mange ting at leve op til, og så var der alle de nye kammerater og den nye skole.
Alle disse ting gik drengen på, og målet blev, at han skulle tro på sig selv og sine evner. Så ville han nemlig også kunne gå i gang med lektierne selv og klare noget af det, inden hans mor skulle træde til.

Han nåede at få to afbalanceringer, inden han skulle starte i den nye skole, og allerede efter den første afbalancering kunne moderen mærke en ændring. Han havde nemlig været mere positiv.

Da han kom tredje gang, var han meget træt. Han var kommet ind i en dårlig rytme – sov, når han kom hjem fra skole, og han fik startet på lektierne for sent, og så gik det hele lidt skævt. Det havde også været meget svært for ham at gå ned ad den lange gang i den nye skole. Det arbejdede vi så med, og han fik en konkylie-essens med hjem. Den handlede om at skabe en ny fremtid og slippe de gamle mønstre. Vi talte også meget om at tage ansvar for sig selv, og han fik en seddel med hjem, hvor ordet ansvar var defineret på flg. måde:

A – aktiv N – nøjagtig S – selvstændig V – villig A – arbejdsom R – realistisk

Der var bedring, da han kom fjerde gang, men det var stadig et problem med lektierne. Denne gang fik han en anden konkylie-essens med hjem. Den skulle gå ind og styrke hans selvtillid.

Femte gang var der ikke mere stress på hans mål. Der var sket meget siden sidst.Det gik godt med at lave lektier, og han havde lavet en aftale med forældrene om, at lektierne skulle være færdige kl. 21, og det gik fint med den aftale. Han var blevet bedre til at gå i gang selv, og han sov ikke så meget mere, og bedst af alt – han kunne nu gå ned ad den lange gang i skolen uden problemer. Det ord fra Adfærdsbarometeret, som han kunne tage med hjem, var “dristig”, og det var jo lige, hvad han var. Nu turde han.

I den afsluttende samtale sagde drengen, at han sammenlignede sig selv med en musling ( han havde jo fået konkylie-essenser). Da han begyndte hos mig, var han svær at lukke op, men nu turde han lukke op og være åben. Det var et flot billede af hans situation! Han havde også turdet snakke med nogle i den nye klasse, og det havde han nok ikke gjort, hvis han ikke havde været hos mig, sagde han.

Denne historie er venligst udlånt og formidlet af kinesiolog Birgit Nielsen – http://kinese.dk

Når man er sammen med andre mennesker – på en arbejdsplads eller derhjemme – er der brug for at kunne sige fra og melde klart ud og have klare grænser. For denne klient var det et spørgsmål om at komme ud af flinkeskolen og kunne markere sig, træde i karakter.

Denne klient brugte 5 gange til at nå sit mål, og hun kom igennem en kæmpe udvikling fra start til slut. Målet udløste fra starten 100% følelsesmæssigt stress, så der var sandelig noget at tage fat på.
Der skulle først arbejdes med at få fuld tilgang til den personlige intelligens – forholdet til sig selv og til andre. Stresset havde rod i frygten for at føle sig upassende. Denne følelse kunne få hende til at holde igen, tie stille og affinde sig med situationen.
Et af hendes reaktionsmønstre var at ryge i forsvarsposition, og det var hun godt og grundigt træt af, men allerede tredje gang kunne hun melde tilbage, at det var vendt.

Hun blev også god til at tænke positivt og til at se det positive i en situation i stedet for at føle sig som et offer uden valgmuligheder. Undervejs blev der arbejdet med mange forskellige kinesiologisystemer, men med hovedvægten på pædagogisk kinesiologi. Der blev taget fat på mange følelser. Følelsen frustreret og overset dukkede op mange gange. Grundlæggende var der behov for at få mere selvtillid, mere viljestyrke og mere glæde.

Resultatet blev, at klienten kom til at stole mere på sig selv, og hun fik det meget bedre med sig selv, og energien steg. Hun landede til sidst på ordene i eet med, stolt og bevidst, og stolt kunne hun med rette være, for hun var blevet optaget på en uddannelse, hvor optagelseskravene var meget skrappe, hvilket hun kunne klare takket være sin nye styrke.

Denne historie er venligst udlånt og formidlet af kinesiolog Birgit Nielsen – http://kinese.dk

En pige på godt fjorten havde igennem flere år haft problemer i skolen. Hun var ikke stærk nok til at kunne sige fra over for de andre piger i klassen, og derfor blev hun trukket rundt i manegen og kom aldrig selv til orde. Hun tog ofte de svages parti, men det hjalp hende ikke over for den stærke gruppe piger i klassen, så nogle gange blev hun trukket ind i den ene klike, og dagen efter blev hun skubbet over i den anden klike. Hun følte sig meget vred, og hendes humør var meget svingende. Hun følte sig også mindreværdig i faget matematik. Det var svært og tog ofte modet fra hende. Hendes mål blev, at hun var stærk nok til at turde sige fra.

Der blev behov for i alt 5 afbalanceringer, og undervejs voksede pigens selvtillid og mod. Hun fik det bedre og bedre. Vreden forsvandt gradvist, og hun blev mere selvstændig. Det blev også aktuelt med et skoleskift, og det hjalp også gevaldigt. Nu følte hun, at der var brug for hende og hendes mening, og hun følte, at hun blev accepteret, og at hun var meningsfuld. Hendes forhold til matematik bedredes også væsentligt. Hun følte sig ikke længere så forladt, når hun sad og kæmpede med matematikken. Hun tog i stedet for en pause, talte lidt med sig selv og skubbede det fra sig, og så var hun klar til at gå i gang igen.

 Denne historie er venligst udlånt og formidlet af kinesiolog Birgit Nielsen – http://kinese.dk

Denne pige på 11 år havde det ikke særlig godt, da hun kom første gang. Hun havde haft og havde stadig en masse problemer i skolen. Hun havde skiftet klasse, men følte sig alligevel ikke tilpas, der var stadig problemer med de andre piger og én bestemt lærer, som hun ikke havde det særlig godt med. Hun var faktisk bange for denne lærer. Hun havde også vejrtrækningsproblemer. Hun var blevet testet, og havde fået den besked, at hun ikke kunne tåle pollen, skimmelsvamp og røg. Hun havde fået astma og tog dagligt medicin, og hun var påvirket af, at hun ikke kunne trække vejret så godt.

Hun var også meget træt og kunne sove for et godt ord. Da hun blev testet første gang, faldt hun også i søvn, inden der var gået ret lang tid. Hun var helt udmattet. Hendes mål var : Jeg tror på mig selv, og jeg trækker vejret frit.. Det var et stressende mål, og hun skulle først op på sin helbredelseslinje. Der var behov for at arbejde med hendes nyremeridian, hendes thymuskirtel og en ubalance i fordøjelsessystemet. Hun fik en essens med hjem, som skulle styrke hendes tro på sig selv, bringe glæden tilbage og fjerne angst fra solar plexus-området.

Efter en måned kom hun igen. Hun følte, at det gik bedre. Hun var begyndt at være med til idræt igen, og det gik bedre med at trække vejret. Hun var faktisk – på eget initiativ – stoppet med at tage sin astmamedicin, og hun havde ikke i sinde at begynde igen. Denne gang arbejdede vi videre med solar plexus-området og hendes halschakra, og så havde hun behov for at få lys til pineal- og hypofysekirtlen , kort sagt trængte hun til at få kastet lidt lys over sin situation, så hun ikke skulle gå helt i sort.

Der skulle nu gå 5 uger, inden hun skulle komme igen. I mellemtiden kontaktede hendes mor mig. Pigen var dybt ulykkelig og ude af balance. Hun havde det så dårligt i skolen, og havde slet ikke lyst til at gå i klassen længere. Hun græd meget, og det var især galt hen under aften. Hun gav meget kraftigt udtryk for sine følelser og bad om at skifte klasse igen, fordi hun følte, at det var det rigtige for hende, når hun mærkede efter i sit inderste. Denne løsning var skolen og forældrene imidlertid ikke lige indstillet på. Hun kom igen, og det viste sig, at hun slet ikke havde været i skole, for der var massive problemer. Hun følte sig ikke hørt, og de andre piger fyldte for meget i klassen i forhold til hende. Det arbejdede vi så videre med. Hun fik afbalanceret sin kropspolaritet – plus-minus-balancen i cellerne, og der blev også arbejdet med hendes miltmeridian. Som hjemmearbejde fik hun en sætning, som hun skulle arbejde med den næste måned.

Fjerde gang var også sidste gang, og der var virkelig sket ting og sager. Pigen havde ikke været i skole i 3 uger, og det var endt med, at hun havde skiftet klasse – meget imod skolens ønske, men i fuld overensstemmelse med pigens ønske. Nu havde hun det supergodt. Hun var glad og oplivet, huset var fuld af liv igen, og der var ikke mere gråd tilbage omkring ulvetimen sidst på eftermiddagen. Hun følte sig meget afklaret og stærk. Hun havde mærket helt ind i sig selv og vidste, at det var det rigtige, hun ville, og hun troede på det og holdt ud, selv om hun mødte modstand hos sine omgivelser. Hun kunne også trække vejret frit og endda tåle røg. Hun havde ingen symptomer tilbage overhovedet, og der var ingen stress tilbage, selv om der den sidste gang havde været 41%. Hendes støtteord fra adfærdsbarometeret var “stolt”, og det var hun i allerhøjeste grad. Hun havde nået sit personlige mål og havde lært at lytte sig selv og sine egne behov.

Denne historie er venligst udlånt og formidlet af kinesiolog Birgit Nielsen – http://kinese.dk

Denne dreng havde tidligere fået nogle afbalanceringer, men hans mor mente, at det var tiden igen, for nu var han blevet storebror, og det kunne mærkes. Han var blevet pirrelig og græd for den mindste ting, der blev sagt til ham, og han blev meget let vred. Han havde det heller ikke nemt i børnehaven, hvor han blev drillet og holdt udenfor. Da forældrene fortalte ham, at han skulle til kinesiolog, syntes han, at det var helt okay. Målet kom derfor til at hedde: Jeg er fuld af selvtillid, jeg er robust og har styrke til at klare de ting, der kommer. Han havde den fornødne energi til at tage fat på målet, og det udløste 88% negativt emotionelt stress. De følelser, der skulle arbejdes med, handlede om selvtillid. Han følte sig ikke-ønsket, forladt og hysterisk vred, og han ville gerne have selvtillid og være stolt, i eet med og bevidst.

Afbalanceringerne denne første gang tog udgangspunkt i rodchakraet, nyremeridianen og hans solar plexus-område. Han havde behov for at få styrket sin appetit, for han var lidt småttærende.

Næste gang var stressprocenten faldet til 55. Der skulle arbejdes videre med de samme følelser, og endnu en gang skulle der arbejdes med hans fordøjelse på flere forskellige områder, bl.a skulle tyndtarmsmeridanen styrkes.

Den tredje gang var det blevet lidt bedre. Han var knap så hidsig, men det gik meget op og ned, og der var stadig problemer i børnehaven. Denne gang skulle hans personlige intelligens styrkes. Den intelligens, som handler om, hvordan man har det med sig selv og i omgangen med andre. Han frygtede at blive afvist, og det var jo netop situationen i børnehaven. Der blev arbejdet med hypothalamus, en kirtel i hjernen, som danner bro mellem centralnervesystemet og hormonsystemet. Der var meget stress på denne kirtel, og der skulle arbejdes med forskellige chakrer for at genoprette balancen. Til sidst blev der arbejdet med nogle af ryghvirvlerne.

Fjerde gang var stressprocenten nede på 17. Det gik meget bedre, og drengen virkede mere glad og i balance med sig selv. Denne gang skulle der arbejdes med nogle andre følelser. Han følte sig truet, betydningsløs og sydende vred, men ville gerne have selvtillid og være tapper, forenet og opmuntrende. Det var endnu en gang problemerne i børnehaven, der var oppe og vende. Han fik afbalanceret sin miltmeridian og energien til sine nyrer, og så var alt okay. Sidste gang havde han sagt, at det ikke var nødvendigt at komme, men forældrene tog ham alligevel med. Det viste sig, at han havde 0 % negativt emotionelt stress. Ifølge forældrene havde han det også rigtig godt, og det var jo superflot, at drengen selv mærkede det og ovenikøbet gav udtryk for, at det ikke var nødvendigt at komme til kinesiolog, for alt var i orden. Hans støtteord fra Adfærdsbarometeret var stolt, og det kunne ses på hans gang og adfærd, da han forlod klinikken.

Denne historie er venligst udlånt og formidlet af kinesiolog Birgit Nielsen – http://kinese.dk

En pige på 16 år var midt i de afsluttende prøver i folkeskolen, og det gik ikke særlig godt. Hun havde nærmest mistet modet og kunne ikke overskue de sidste prøver.
Vi blev enige om, at det var vigtigt at fjerne det stress, hun havde opbygget i forbindelse med de første prøver, og at hun også skulle være klar til de sidste prøver, og essensen af det hele var, at hendes selvtillid var meget lille, så det blev også hendes mål.

Efter den første afbalancering blev pigen meget gladere og fik det meget bedre, og prøverne blev overstået. Stressprocenten var også faldet ganske væsentligt. Hun fik nu endnu en afbalancering, men mærkede ingen store forandringer denne gang.

Da hun kom tredje gang, skulle der arbejdes med et område i hjernen, som blandt andet har med vrede og raseri at gøre. Pigen fortalte, at hun indimellem kunne blive meget vred, og at det kunne være svært for hende at slippe vreden. Hun fik en afbalancering.

Da hun kom fjerde gang, havde hun mærket reaktionen. Hun havde været vred, men det var overstået lige så hurtigt, som det var begyndt, og hun var glad med det samme igen. Derudover havde hun bare haft det godt, og der var kun 3% stress tilbage.

Da hun kom femte gang, var der 0% stress, og målet var nået. Det var en meget glad pige, og efter sommerferien var hun startet på gymnasiet, og det var bare godt.
Hun havde dog stadig et problem – hun kunne ikke tåle kurveblomster, og det ville hun gerne have hjælp til, for det generede hende kraftigt.

Vi tog fat på problemet, og hun fik en afbalancering. To uger senere kom hun igen. Hun kunne tåle kurveblomster, der var ingen stress, og da jeg spurgte hende, hvordan det ellers var gået, kunne hun fortælle, at hun hele ugen havde haft en buket solsikkeblomster stående på sit værelse uden nogen problemer, så det var bare i orden.

Denne historie er venligst udlånt og formidlet af kinesiolog Birgit Nielsen – http://kinese.dk

En kvinde henvendte sig med et ønske om at få indre ro og være i stand til at hvile i sig selv. Hele sit liv havde hun altid tænkt på andre, ikke på selv. Hun var konstant på farten, kunne hele tiden finde på noget, som hun absolut måtte have lavet, også selv om hun måske lige havde sat sig for at hvile lidt. Så var hun straks i gang igen – til stor irritation for hende selv, for hun ville gerne kunne give slip og bare være til stede her og nu og have indre ro.

Målet, som der blev testet frem til, kom til at hedde: Jeg hviler i mig selv og finder min indre ro. Hun var topmotiveret for at arbejde med dette mål, men det var også forbundet med meget stress- hele 91 %. De følelser, som der skulle arbejdes med, drejede sig om at føle sig melankolsk over for det at være fuldkommen, perfekt. De ord ramte plet. Hun ønskede at være perfekt og alt skulle være i orden, og det stressede hende, når tingene ikke var i orden, og hun stressede sig selv ved at presse sig selv til det yderste uafbrudt.

Første afbalancering kom til at dreje sig om at komme op på Helbredelseslinjen, så hun kunne gå den lige og nemmeste vej i mål og ikke skulle føle sig fanget i en eller anden labyrint, hvor hun igen og igen kæmpede for at finde den indre ro. Hun skulle have løsnet nogle muskler, og der skulle arbejdes med nyremeridianen, som handler om livsenergi og om at give slip på frygt og angst og i stedet leve livet.

Vi aftalte en ny tid om 5 uger. Hun havde fået det bedre, kunne mærke lidt ro. Hun var også i stand til at stoppe op og tænke, så hun følte sig på rette vej. Stressprocenten var også dalet til 61, så det så fint ud. Inden vi gik i gang med selve afbalanceringen, testede jeg en information fra Motivationsbarometeret frem. Hun kunne indimellem føle sig nedtrykt, når hun allermest ønskede at være glad. Disse følelser genkendte hun. Hun følte, at tiden var for knap, at hun halsede af sted for at nå det hele, og det gjorde hende nedtrykt. Denne gang arbejdede vi videre med at løsne muskler, og de muskelkredsløb, der blev arbejdet med, relaterede til at have indre ro, give slip på sin skyldfølelse og i stedet leve livet og blomstre.Hun skulle arbejde videre med en energiøvelse, der fjerner stress og hjælper med at være til stede her-og-nu, inden vi skulle ses igen om 4 uger.

Meldingen denne gang lød på, at det gik fremad. Det kom lidt af sig selv, stille og roligt. Denne gang skulle vi afbalancere en del af Det limbiske System – vores følelseshjerne. Der kom forskellige informationer frem – hendes andet chakra, som handler om kreativitet, var blokeret, og hun læste en tekst, der bl.a. handlede om at tro på sig selv. Hun læste også en tekst, der handlede om at føle sig overbelastet og føle, at der hele tiden var noget, hun skulle og burde gøre, og nu havde hun bare fået nok. En sidste tekst handlede om at være til stede her og nu, hvilket jo var hendes store problem. Til sidst blev der rettet op på hendes miltmeridian – som bl.a. handler om sympati, f.eks. at være villig til at gøre alt for at opnå sympati.

Fjerde gang var stressprocenten nede på 20, og hun havde været i stand til at arrangere en stor familiefest med mange gæster til spisning, hvor hun tog det stille og roligt og nød det. Det var en helt ny oplevelse for hende. Denne gang skulle der igen arbejdes med en del af hjernen, nemlig den forlængede marv. Noget af den information, der blev testet frem, handlede igen om kreativitet – det at udfolde sig og tro på sig selv og sine kunstneriske evner. Der blev endvidere afbalanceret nogle muskler.

Vi lavede en ny aftale 5 uger senere. Nu var der bare 13% stress tilbage, og hun følte, at det gik godt, der var meget mere ro. Hun fik afbalanceret en meridian – tredobbelt varmer – , som bl.a. har relationer til hormonsystemet, og så blev der arbejdet med hendes rodchakra. Hjemmearbejdet bestod denne gang i at arbejde med strygninger af central- og guvernørmeridianen. Dette skulle hjælpe hende til at kunne tænke klart og have styr på tingene.

Da hun kom sjette gang, var der ikke mere stress på hendes mål. Hun havde fået meget mere indre ro, var glad og tilfreds, og de ord fra Adfærdsbarometeret, som hun sluttede af med, var flg.: Jeg er i eet med, stolt og bevidst.

Denne historie er venligst udlånt og formidlet af kinesiolog Birgit Nielsen – http://kinese.dk

Udbrændthed og stress kan der læses om dagligt i aviser, tidsskrifter m.m. Det er tidens store svøbe, og det kan ramme både mænd og kvinder i alle aldre, og det er ofte invaliderende, både for den enkelte, det rammer, og for hele familien. Det medfører ofte psykiske nedture og nedsat livskvalitet. Ved hjælp af kinesiologi kan man arbejde med det følelsesmæssige stress, der som oftest ligger til grund for udbrændtheden, og det var der behov for i dette tilfælde, hvor en 50-årig kvinde henvendte sig til mig i håbet om at komme videre og finde livsglæden igen. Ophobet følelsesmæssig stress medfører, at læsset i den sidste vælter, og sådan var det gået denne kvinde, som havde knoklet og givet omsorg til alle andre end sig selv i hele sit liv. Til sidst gik hun selv ned med flaget og kunne bare ligge i sengen. Alt var negativt og sort. Lykkepiller virkede ikke, kognitiv terapi hjalp et stykke hen ad vejen, men der var alligevel ikke den fornødne indre ro, og livsglæden eksisterede bare ikke. Hun elskede sit arbejde, det var hele hendes liv, og det havde hun nu måttet opgive, hvilket havde kastet hende ud i dyb krise, for hvad var der så at leve for?

Målet blev: Jeg har livsglæde og indre ro, og jeg slapper af.
Der var masser af stress og kun lidt energi, og hun var slet ikke på ret kurs, så det blev udgangspunktet for den første afbalancering. Der skulle først løsnes muskler, alt var blokeret, og hun kunne ikke bevæge sig fremad mod noget som helst. Hun følte sig dum, stum og uacceptabel, og hele hendes situation var uacceptabel. Hun længtes efter at være væsentlig og betydningsfuld igen, og hun manglede den indre ro. Der skulle også arbejdes med stress i relation til binyrerne. Dette relaterer også til den rodløshed, hun følte, nu hvor hun ikke længere var en del af fællesskabet på arbejdspladsen. Endelig skulle nyremeridianens energi stimuleres, livsenergien skulle øges, gnisten og gejsten skulle komme tilbage. Undervejs lukkede hun op mange af de ting, der livet igennem havde udløst stress, massiv følelsesmæssig stress, som aldrig var blevet bearbejdet, men blot havde hobet sig op.

Da hun kom til den anden afbalancering, fortalte hun, at den første dag havde været markant anderledes, og den anden dag var også god. Kroppen havde fungeret på en anden måde, og hun var blevet mere bevidst om at slappe af i kroppen. Hun havde det ikke så godt med at være hjemme, så hun boede i en campingvogn. Det var svært for hende at forholde sig til andre mennesker – et typisk tegn på massiv stress. Denne gang blev der arbejdet med blæremeridianen, som bl.a. relaterer til den følelsesmæssige balance. Når energien ikke flyder frit, kan det give indre uro, nervøsitet, rastløshed, anspændthed og en fornemmelse af at have alt for meget oppe i sit hoved. Alle disse symptomer blev genkendt lige på stedet. Der blev også arbejdet med tyktarmsmeridianen og en muskel, der hører til denne meridian. Den tilhørende følelse er sorg, skyld, skyldfølelse og dårlig samvittighed. Alle disse følelser var også velkendte, og de fyldte rigtig meget. Til sidst skulle solar plexus-området afbalanceres. Der var behov for energi til at fordøje ikke bare sin mad, men alt det andet, der i årenes løb var blevet puttet ned i maven.

Tredje gang var stressprocenten igen faldet. Den første dag havde været god, men nu var der igen meget uro, og hun havde svært ved at slappe af. Det hele var negativt, hun havde ingen kræfter, og alt var et problem lige nu. Hun opholdt sig udelukkende i campingvognen. Der skulle nu arbejdes med en kirtel i hjernen – hypothalamus, en kirtel, som har at gøre med mange hormonprocesser, kamp/flugt-fænomenet, søvn, sult, tørst og mæthed bl.a. Der blev testet forskellige ting frem, og det meste handlede om at føle sig udmattet, ikke til stede, følelsesmæssig belastet, utilfreds med sig selv og sin egen situation, hun følte sig som et offer. Her skulle der testes tilbage i tid, og der dukkede et alderstrin op, hvor der havde været flere traumatiske og stressfyldte oplevelser. Hun fik en hjemmeopgave, som bestod i at skrive de ting ned, som gjorde hende glad i løbet af en dag. Første dag kunne det måske kun blive en ting, men det skulle ende med at blive 5 ting pr. dag.

Det var en hård opgave, jeg havde givet hende, men hun kom igen efter godt 14 dage, og listen over ting, der havde glædet hende, havde langsomt vokset sig stor, og hun havde haft det godt med opgaven, da hun først var kommet i gang. De første dage efter sidste afbalancering havde nemlig løst op for en hel masse, så der gik tre dage, inden hun var klar til at tage fat. Energien var også på vej tilbage, det boblede i hende igen. Vi arbejde denne gang bl.a. med forskellige punkter på nyremeridianen for at styrke livsenergien yderligere.

Femte gang var der et stort smil på, da hun kom ind ad døren. Hun havde det godt, selv om der var mange ting, der rørte sig lige nu på det familiemæssige område. Hun var igen i stand til at vise følelser. Denne gang skulle der kun løsnes nogle muskler samt arbejdes med guvernørmeridianen, så hun kunne have styr og kontrol over tingene igen.
Sjette gang var alt okay. Hun havde igen gang i mange ting, og hun havde haft en dejlig ferie, som havde gjort godt på mange områder. Hun var godt i gang med at forberede sig til at tage ud og holde foredrag, et foredrag, hvor hun ville fortælle andre om sit liv og om, hvordan alt kan slå en kolbøtte, når man presser sig selv over evne.
Hun holdt foredrag i august, og det var en succes, og vi lavede en aftale om at arbejde videre på at tage ud og holde fælles foredrag om stress og udbrændthed.

I november ringede hun igen – det gik dårligt. Hun var nede igen, fordi hun havde glemt at passe på sig selv endnu engang. Hun havde igen presset sig selv til det yderste, og hendes omgivelser havde også glemt at passe på hende . Nu kunne hun jo igen, og så kunne hun jo igen tage sig af alt det, hun plejede at gøre. Det kunne hun bare ikke!!!
Hun gik ned med flaget og kunne ikke se en mening med noget som helst . Alt var gråt i gråt eller sort! Hun fik igen nogle afbalanceringer, men gennembruddet kom ikke så hurtigt denne gang. Vi måtte have fat i noget andet, noget mere. Det handlede simpelthen om at acceptere sin situation og bruge sin energi på den bedste måde for sig selv. Hun havde utrolig svært ved at acceptere, at hun ikke længere bare kunne arbejde løs og hele tiden være der for alle andre. Det var meget svært at tænke på sig selv først, for det havde hun aldrig tidligere prøvet.

Det var en helt ny situation, som virkelig satte hende på prøve. Nu var hun nemlig nødt til at sige fra over for alle dem, som stod i kulissen og forventede / ventede på, at hun igen påtog sig alle de opgaver, hun tidligere havde påtaget sig.
I forbindelse med det nye mål er der blevet arbejdet meget med tyktarmsmeridianen og de tilhørende følelser – sorg, skyld,skyldfølelse, dårlig samvittighed. Hun har måttet acceptere, at hun ikke skal føle skyld eller have dårlig samvittighed over, at hun nu sætter sig selv og sit helbred i første række, og at alle andre kommer i anden eller tredje række. Hun er på vej, og hun ved også, at det er alvor nu. Hun kan ikke blive ved med at lade hånt om sit eget velbefindende – det er lige så vigtigt som alle andres.

Denne historie er venligst udlånt og formidlet af kinesiolog Birgit Nielsen – http://kinese.dk

En ung kvinde først i 30-erne henvendte sig, fordi hun havde fået en depression. Hun havde været meget langt ude og havde mistet livslysten. Hun havde været på hospitalet og hos egen læge, som havde ordineret antidepressiv medicin. Nu gik hun og ventede på en indkaldelse fra hospitalet til nogle opfølgende samtaler. Denne indkaldelse lod imidlertid vente på sig, og hun ville derfor starte et forløb op med kinesiologi.

Hendes mål var at få mere selvtillid og selvværd og igen få lyst og kræfter til at kunne præstere noget. Målet var meget stressfyldt for hende – 100% stress, og gennem de følgende afbalanceringer skulle det ned på 0%. Allerede efter den første afbalancering havde hun fået mere energi og samtidig lyst til at motionere, så hun kunne blive nogle kilo kvit. Hendes ben var ikke så ømme mere, så det var også positivt.

Da hun kom tredje gang, fortalte hun, at hun igen havde fået mere energi, men også mere ro på sig selv. Hun havde drømt meget i hele perioden.

Det samme mønster viser sig efter den tredje afbalancering, men klienten giver samtidig udtryk for, at hun har haft det underligt den sidste uge. Jeg opfordrer hende til at tage kontakt til lægen for at drøfte sit medicinbehov. Dette kan nemlig ændre sig i løbet af nogle afbalanceringer, så der ikke længere er behov for så meget medicin.

Da hun kommer igen til den femte afbalancering, har hun været hos lægen, og medicinforbruget er nu sat ned til det halve, og det går fint. Hun er kommet ind i en mere naturlig rytme, og såvel læge som sygehus ser positive forandringer hos hende. Samlivet har også ændret sig i positiv retning. Hun har lagt de rituelle handlinger bag sig, og fysisk har hun det langt bedre. Hendes ankler er ikke længere hævede, og hun motionerer igen. Hun har det så godt nu, at hun er begyndt at tænke på at arbejde, og hun har måske et job på hånden.

Sjette gang kommer hun ind ad døren – fri for stress. Hendes mål er nået, og hun har det rigtig godt. Hun er begyndt at arbejde lidt, og det går fint. Hun har nu en normal soverytme, og hun mærker den indre ro, som hun har behov for. Vægten er faldet med 3 kg, og det er også med til at forstærke selvopfattelsen. Hun kan nu det, hun vil, og selvtilliden er i top.

Afbalanceringerne har omfattet mange ting, både inden for pædagogisk kinesiologi og hjernen. Der er blevet arbejdet en del med konkylieessenser, og der har været hjemmeøvelser mellem hver afbalancering. Klienten har gjort flittig brug af en cd med selvtillidstræning og visualiseret meget, hvilket har hjulpet hende godt på vej. Hun er nu i et samtaleforløb på hospitalet, og det har været let for hende at starte her, da afbalanceringerne havde givet hende mod og selvtillid, og hun begyndte i gruppen uden nogen som helst problemer. Når samtaleforløbet er overstået, vil hun vende tilbage og arbejde yderligere med kinesiologi for at nå endnu et stykke.

Denne historie er venligst udlånt og formidlet af kinesiolog Birgit Nielsen – http://kinese.dk