Denne lille pige på 6 år havde problemer med sin vejrtrækning, og det generede hende, fordi hun ikke tålte anstrengelser, ikke kunne løbe og følge med de andre. Hun fik medicin efter behov og havde flere medicinfri perioder i løbet af et år. Hun havde haft dræn i ørerne og i det hele taget været meget syg, for hun tog imod alting. Hendes mål var at kunne trække vejret frit og ubesværet, og så ville hun gerne have en fin hud. Der var nemlig lidt eksem hist og pist. Der skulle arbejdes med pigens nyreenergi – livsenergien , både i nutid og på tredje fostermåned, hvor der havde været problemer. Hun fik en konkylie-essens med hjem, som hun skulle tage en gang om dagen. Den skulle hjælpe hende til at trække vejret mere frit.

Anden gang var stressprocenten reduceret med en fjerdedel, og det var positivt. Hun havde haft det godt, været syg i den første uge efter afbalanceringen, men var hurtigt kommet til kræfter igen. Denne gang skulle der arbejdes både med lunge- og tyktarmsmeridianen, og milten, som indgår i immunforsvaret, skulle også styrkes. Inden næste afbalancering kontaktede moderen mig, for pigen havde pludselig fået problemer med ørerne, og ørelægen ville lægge dræn. Moderen havde dog fået det udsat, for hun så helst, at pigen slap for at få dræn i ørerne endnu en gang.

Jeg fandt en akut-tid til pigen, og så blev der arbejdet med det venstre øre, som det altid var galt med. Det handlede igen om nyremeridianen og nyrernes energiforsyning, og så skulle immunforsvaret styrkes. Moderen fik vist nogle punkter, hvor hun kunne massere for at styrke immunforsvar og nyre-energien.

Da de kom igen, var det bedre. Pigen havde været til gymnastikopvisning, og hun løb sammen med de andre børn. Der var stadig lidt problemer med ørerne, så denne gang blev der arbejdet med det eustakiske rør.

Den bedste nyhed kom de med den næste gang. Pigen havde ikke fået dræn i ørerne, de var så flotte som aldrig før, og hun hørte perfekt på dem begge, ja, det venstre øre, som det var værst med, var faktisk blevet allerbedst. Det forstod ørelægen ikke helt, men det var jo fakta, og det kan man ikke pille ved. Hun havde dog noget tæthed i næsen – måske polypper, så jeg foreslog, at hun kunne tage nogle homøopatiske dråber, som på sigt ville kunne hjælpe. På sigt, fordi homøopatiske midler skal tages over en længere periode for at opnå den fulde effekt.

Vi aftalte en ny tid, og denne gang havde hun haft det rigtig godt. Der havde den sidste nat været problemer med hoste, men ørerne var rigtig fine. Der var lidt eksem på hånden, men de havde en god creme derhjemme – uden hormoner – som klarede det problem, og så fik de lidt af “Livet olie” med hjem. Det virker nemlig også på tør hud og kan påføres huden direkte. De var ikke rigtig kommet i gang med det homøopatiske middel, men de havde det jo og kunne gå i gang, hvis de følte behov for det. Pigen var på 0 % stress og meget glad, og hendes støtteord var, at hun nu var i eet med sig selv og hang sammen fra top til tå og fra inderst til yderst – hun var et helt menneske og rigtig stolt.

 Denne historie er venligst udlånt og formidlet af kinesiolog Birgit Nielsen – http://kinese.dk

En ung dreng på 15 havde nogle meget tørre hænder med kraftige furer. Han var udsat for hård påvirkning på sit fritidsjob, hvor han arbejdede med vand. Han havde fået tilskud af kæmpe natlys, og han tog også vitaminpiller, men det hjalp ikke rigtig.
I stedet forsøgte vi at løse problemet via nogle afbalanceringer, og det gav pote. Det mål, vi arbejdede ud fra, hed: Mine hænder kan klare enhver form for påvirkning, og det udløste 66 % stress. Han var på rette vej, og der skulle arbejdes fysisk.

Første afbalancering drejede sig om nyremeridianen, som var ude af balance. Herefter skulle der arbejdes med hans fordøjelsessystem – tyndtarmen og tyktarmen var ude af balance. Her kunne der ligge en forklaring på, hvorfor hverken kæmpe natlys eller vitaminpiller kunne hjælpe. Han har ikke kunnet optage de gode ting, som han indtog, så det havde været spild af penge. Til sidst arbejdede vi med energi til kirtlerne, i dette tilfælde den overordnede kirtel hjernen samt kønskirtlerne. Det handler også om kroppens regenerationsevne – det at kroppen kan genoprette sig selv. Vi aftalte, at han skulle komme igen efter 5 uger.

Næste gang var stressprocenten nede på 40, og der skulle igen arbejdes med fordøjelsessystemet. Der blev arbejdet med tyndtarmen og ileocoecalklappen – forbindelsesleddet mellem tyndtarm og tyktarm. Han havde haft mavekramper siden sidst, og det kunne skyldes stress i dette område. Til sidst arbejdede vi med Hypothalamus – en kirtel i hjernen, som danner bro mellem centralnervesystem og hormonsystem. Informationen til denne afbalancering drejede sig om, at ændre følelsen af at forfølge et mål til at blive draget imod det. Der skulle afbalanceres for switching – balancen mellem venstre og højre hjernehalvdel.

Da han kom tredje gang, var stressprocenten nede på 15, og der var tydelige forandringer. Hans hænder var meget fine og langt mere bløde. Hans ansigtshud var blevet meget pænere – den var ikke længere så uren, og han havde det godt i maven igen. Han skulle bare have afbalanceret sin tyktarmsmeridian, og så faldt alt på plads.
Han holdt det fine resultat, og det ord som afsluttede dette forløb var kæk. Han udstrålede virkelig kækhed og selvtillid, da han gik, og så havde han fået det langt bedre. Han fortsatte med vitaminpillen og kæmpe natlys, og nu kunne han optage stofferne og udnytte dem.

 Denne historie er venligst udlånt og formidlet af kinesiolog Birgit Nielsen – http://kinese.dk

Jeg blev mælkeintolerant da jeg var 15, mens den egentlige allergi (hvor jeg ikke engang kunne tåle bare at spise brød, smurt med en smørekniv, hvis den også havde været brugt til smør) varede i 2 ½ år. – Fra jeg var 20-23 år. Så allergien tog til fra jeg var 15 til 20, og var konstant da jeg var fra 20 til 23, hvorefter den stoppede mere eller mindre brat. Jeg kunne ikke tåle at indtage nogen fødevarer, der havde haft den mindste smule af mælk, vallepulver, animalsk fedtstof, mælkesukker, og hvad det nu ellers blev betegnet som, i sig.

Skete det, fik jeg voldsom diarré, mavekramper i en sådan grad at jeg skreg af smerter, og engang faldt sammen over en køledisk i et supermarked. Desuden fik jeg halsbrand, og hævede op i slimhinderne.

Jeg lærte selv hurtigt at tilberede mad der ikke indeholdt mælk. Dog var der mange afsavn i hverdagen, som fx lys chokolade, sovs, chips, yoghurt, som til tider gjorde mig meget frustreret over at mangle. Det største problem var dog, når jeg var ude. Restaurant var næsten kun muligt, steder hvor de talte meget godt dansk, så man var sikker på at kommunikationen ikke fejlede. Ofte tog folk det dog ikke seriøst, og lovede at fjerne alle mælkeprodukter fra retten, men gjorde det ikke i praksis. Heldigvis har asiatisk mad ikke den store tradition for mælkeprodukter.

Når jeg var på besøg hos folk, gik mange i panik over at skulle lave særretter, og jeg følte som en belastende gæst, eller et overkræsent barn, og endte ofte med at tage min egen mad med. Jeg var generelt i mit liv meget utilfreds. Ked af det, evigt angst, og bare slet ikke glad.

Helbredelsen skete pludseligt og ganske uventet, da min daværende kæreste og jeg gik fra hinanden. I løbet af en måned, kunne jeg tåle mælk igen. I marts/april. Og således var jeg efter en måned stort set kureret og følte stor lettelse.

Jeg brugte ikke terapi, for bruddet alene, gjorde jeg mig rask. Bagefter læste jeg om metamedicin/GNM og indså at årsagerne til alle mine symptomer, passede på netop de konflikter jeg havde haft i mit parforhold. Allergien tog til, i takt med vores indbyrdes problemer. Da vi gik fra hinanden, forsvandt årsagen til konflikten, og dermed også allergien.

Jeg foretog ingen andre ændringer i mit liv, som fx motion, andre kostvaner, vitaminer, tilskud eller lignende. Blot at bruddet med min kæreste.

Og nu kan jeg spise alle mælkeprodukter.

Fødevareproblemer og adfærdsproblemer. Da vores dreng startede i første klasse, havde vi ikke forestillet os, at det skulle give problemer, for han var jo kvik og glad for at gå i skole. Han lærte, hvad han skulle, men han kunne ikke sidde stille eller forholde sig roligt, og han kom ofte i konflikt med de andre.

Han havde børneeksem, hvilket havde fulgt ham fra de første 3 måneder af hans liv, og han blev smurt med diverse cremer for at holde det nede. Her i første klasse brød eksemen helt vildt ud. Han kradsede sig og fik store sår. Han kunne ikke tåle at have tøj på og var meget irritabel. Han fik ikke sin nattesøvn, fordi han måtte smøres flere gange om natten. De andre elever syntes, at han var ulækker.

Det blev snart et mareridt at gå i skole, og eksemet blev værre og værre. Det endte oven i købet med indlæggelse på OUH, fordi der gik betændelse i hans hud. Han var et klassisk tilfælde, og vi skulle forvente, at han inden længe ville få astma!

Drengen var desperat, og det var vi forældre også, så vi gik alternative veje. Vi fandt ud af, at han ikke kunne tåle hvedemel, og så kom han på diæt. Dette hjalp helt fantastisk, og hans hud blev meget pænere, og han faldt selv til ro. Skolen meldte om klare forbedringer efter bare 3 uger, så vi fortsatte diæten.

MEN – det er ikke let at være på diæt, når det er jul, fødselsdag eller klassens time med hjemmebag. Han var blevet testet for allergi, men der kunne ikke påvises allergi over for hvede, så på sygehuset anså de os for at være bindegale, når vi kunne finde på at sætte et barn på 7 år på diæt. Han skulle have hvede for at kunne vokse og udvikle sig. Vi holdt imidlertid fast, fordi vi havde set nogle resultater, der i alt fald overbeviste os.

Vi blev nu klar over, at vi ikke kunne få mere hjælp på OUH. Vi måtte selv finde løsningen, og det blev hos en professionel praktiserende kinesiolog. Vores dreng fik 3 afbalanceringer og nogle hjemmeøvelser. Han måtte begynde at spise hvede igen. I begyndelsen i små doser, men gradvist mere og mere.

I dag stortrives han og spiser ganske normalt. Han vokser normalt og har ikke længere børneeksem, og vi har ikke set skyggen af astma. Vi er glade for, at vi valgte den alternative løsning. Vi tør slet ikke tænke på, hvordan vores drengs skolegang ville have været, og hvordan hans liv ville have været, hvis vi ikke havde trodset systemet og troet på, at vi selv sammen med kinesiologen kunne løse hans problem.

 Denne historie er venligst udlånt og formidlet af kinesiolog Birgit Nielsen – http://kinese.dk

En ung pige først i tyverne havde igen fået problemer med sine fingre. Hun havde tidligere fået anden alternativ behandling, men nu var problemerne tilbage, og hun ville derfor prøve kinesiologi. Hun fik blærer og eksem på langemand og ringfinger og havde en kogende fornemmelse i fingrene. Det var meget ubehageligt og hindrede hende i at bruge sine hænder fuldt ud, og dette stressede hende yderligere, fordi der var nogle opgaver hun skulle løse til bestemt tid. Hendes mål var, at hendes hud på fingrene var glat og pæn, og det var bestemt et stressende mål. Der var problemer omkring helbredelseslinjen, hvor det var nødvendigt at arbejde med generationer. Hun fortæller så, at der faktisk er psoriasis i familien, og hun håber selvfølgelig, at hendes problemer ikke er starten på det. Da hun er kommet op på sin helbredelseslinje, er der stadig lidt stress tilbage i nutid, og senere er der også noget stress på alderstrinnet 16 år. Det bliver også fjernet, og her skulle der arbejdes med hendes immunforsvar.

Hun kom igen efter en måned. Der havde været en opblussen efter de første to uger, men nu var det roligt igen. Der var dog sår, eksem og betændelse ved hendes langemand, og hendes negle så heller ikke pæne ud. Der var stadig en del stress, og denne gang skulle der arbejdes videre med hendes immunforsvar og fordøjelsen. Vi talte også om, at det kunne være en god idé med et kombineret vitamin/mineral-tilskud, fordi hendes krop muligvis var lidt i underskud , da hun havde taget p-piller i flere år.

Der gik igen en måned, og nogle dage før, hun skulle komme, var det gået rent galt. Fingrene begyndte igen at koge, og der var nu tale om en stafylokok-infektion. Hun var meget træt, og kunne sove hele tiden. Stress-procenten var faldet og lå nu på 42%, så det gik jo den rigtige vej. Denne gang blev der arbejdet intenst med hendes lever-galde-system på flere måder, og der blev igen arbejdet med hendes immunforsvar.

Da hun kom igen efter 5 uger, så det rimeligt ud, men hun havde en fornemmelse af, at det kogte lige under overfladen og var på vej i udbrud igen. Begge langemænd var lidt dårlige, og hun havde overbelastet sine tommelfingre. Stressprocenten var nede på 30 %, og hun følte, at hun ikke havde noget valg. Hun følte sig handlingslammet, ødelagt og fornærmet. Nu var det ved at være nok. Hun fik afbalanceret forskellige ting, der igen relaterede til fordøjelse og immunforsvar, og så var der igen 0% stress. Denne gang testede jeg også hendes muskler via en Gamma-2-test for at se, om der var en skjult ernæringsubalance. Der var fire muskler, som ikke var i orden. Alle fire muskler hørte til fordøjelsessystemet og åndedrættet. Hun havde ingen styrke i disse muskler , og hun følte også en udtalt træthed i dem. Hun reagerede på hvede, og efter afbalanceringen, testede jeg frem, at hun skulle holde pause med hvede over en periode, så hendes fordøjelsessystem kunne få ro og genopbygge sig selv igen.

Efter en måneds tid kom hun igen. Stressprocenten var nu nede på 15%, altså en halvering i forhold til sidst. Diæten havde hjulpet, og fingrene havde været fine indtil dagen før. Nu var der lidt på tommelen. Hun fik testet et muskelkredsløb og rettet en blokeret muskel, der hørte til tyndtarmsmeridianen, og så var alt i orden. Vi aftalte , at hun skulle komme efter en god lang sommerferie. Nu var hendes stressprocent på 0, og hendes støtteord på barometeret var valg, og det var hun glad for, og hun syntes også, at hun havde fået langt flere valg nu. Hendes hænder var meget fine, og der var blot en enkelt blære på tommelfingeren, som var på vej retur. Inden hun gik hjem, talte vi om, at det kunne være en god idé at arbejde med et nyt mål på et andet tidspunkt, fordi hun også havde astma og tidligere havde taget medicin, og jeg havde en fornemmelse af, at der kunne være en sammenhæng mellem fordøjelse, åndedræt, astma og eksem.
Hun var også selv meget interesseret i at komme helt til bunds i problematikken, så hun ville kontakte mig igen.

Efter 3 måneder ringede hun for at få en ny tid, for nu ville hun gerne i gang igen. Hendes hænder var fine, men der var små hvide pletter under huden, som om der sad noget og lurede. Hun havde smerter ved vejrtrækning – det gjorde ondt i skulderen og lungerne. Hendes mål blev denne gang følgende: Jeg trækker vejret frit og ubesværet, og min lungekapacitet er på 100 %. Det mål udløste en stressprocent på 76. Der skulle først arbejdes med kropsafbalancering, og de involverede muskler/meridianer hørte alle til fordøjelse og udrensning, så udskillelse blev taget med i denne afbalancering, så hendes udskillelse kunne være på 100 %. Senere blev der arbejdet med pædagogisk kinesiologi og korrigeret ubalancer inden for fordøjelses-systemet.

Hun kom igen efter en måned. Hun havde kunnet løbe, men netop i dag var vejrtrækningen ikke god. Hendes stressprocent var på 49, så den var faldet flot. Hun havde igen brug for at have valg og kunne være produktiv, og der skulle arbejdes med muskelkredsløb, så energien kunne flyde frit i de enkelte energikredsløb, når først alle muskler var rettet for deres blokeringer. Hun havde det fint, da hun mødte op denne gang. Hun havde faktisk slet ikke lagt mærke til sin vejrtrækning, men hun havde haft lidt problemer med at sove i tågede perioder. Hun havde fået ondt i sin skulder og følte sig lidt ødelagt, og det viste sig, at der skulle arbejdes med et område i hjernen, som bl.a. har at gøre med skulderbevægelser. Efter denne afbalancering var hun igen på 0% stress og havde det bedre.

Efter 5 uger kom hun igen. Nu var stressprocenten nede på 21%, og hun havde haft det fint. Hun havde været ude at løbe i tåget vejr og havde klaret det uden problemer, og hun havde klaret en hel håndboldkamp uden problemer. Der skulle igen arbejdes med nogle muskler, og så skulle der arbejdes med Hippocampus ( søhesten – en struktur i det limbiske system, vores følelseshjerne). Denne struktur har at gøre med hukommelse, og hun stod over for tre store og afgørende eksaminer i hendes studie, så det var vigtigt at kunne huske og være helt klar i hovedet. Hun fik nogle hjemmeøvelser, som kunne afhjælpe stress i forbindelse med indlæring og eksamen, og så skulle hun komme igen efter 5 uger.

Denne gang var der ikke mere stress på målet, og hun havde det fint og kunne trække vejret uden problemer. Hendes støtteord på barometeret var “i eet med”, og sådan følte hun det også. Hun havde fået det meget bedre og følte nu, at hun hang sammen igen.

Denne historie er venligst udlånt og formidlet af kinesiolog Birgit Nielsen – http://kinese.dk

10-årig dreng, helt ude af kurs. Han er helt oppe på tæerne, går nærmest på væggene, skubber tingene foran sig, tåler ikke mælk og sukker, når ikke at komme på toilettet hver gang. Disse korte sætninger blev jeg konfronteret med, da jeg en tidlig morgen tog telefonen. Familien havde store problemer, og nu skulle der gøres noget, for drengen havde det i alt fald ikke godt.
Jeg havde heldigvis en hurtig tid, så vi kunne få taget fat, inden tingene udviklede sig yderligere.

Han havde tidligere fået behandlinger hos en zoneterapeut og en biopat, og her var det blevet kon-stateret, at han ikke tålte mælk, sukker, slik og sodavand. Han blev helt vild, når han indtog disse ting.
Drengen vidste godt, hvordan han gerne ville have det, og på baggrund af dette, formulerede vi flg. mål: Jeg er rolig, jeg er god til at styre mig selv, jeg tror på mig selv, og jeg er god nok. Dette mål udløste 100% negativt emotionelt stress. Han følte sig ikke-ønsket, forladt og hysterisk vred. Han ville gerne være stolt, i eet med og bevidst.
Allerførst skulle han op på sin helbredelseslinje. Her skulle der arbejdes med negative stimuli. Jeg testede frem, at han ikke kunne tåle mælk, sukker og dyrehår. Afbalanceringen kom til at dreje sig om 3.stadie af stress. Når man er helt derude, har man det ikke særlig godt. Der skulle afbalanceres i nutid, men også på 7-års-alderen, hvor der havde været skoleproblemer og forskellige andre ting havde også spillet ind. Drengen lavede nogle fantastisk flotte visualiseringer og hjalp på den måde sig selv af med en masse stress, og han kom op på sin helbredelseslinje. Bagefter blev der arbejdet med kropspolaritet, en afbalancering, der kort fortalt bringer orden i cellernes plus/minus-balance. Når man er ude af balance, slår alt gnister, og man føler sig helt elektrisk, og sådan havde drengen det.

Mærkbar forandring
Han kom igen efter 3 uger. Der havde været en mærkbar forandring. Han havde fået flere legekammerater, og han var blevet bedre til at styre sit temperament, og der havde været flere gode dage. Der var stadigvæk problemer med at nå toilettet. De følelser, vi tog fat på denne gang, handlede om, at han følte sig overset, melankolsk og brændende vred. Han ville gerne være anset, fuldkommen og forfrisket. Der skulle arbejdes med hans fordøjelsessystem – tyndtarmsmeridianen og ileocoecal-klappen (overgang mellem tyndtarm og tyktarm). Der skulle også arbejdes med binyrerne, som jo producerer stresshormoner, og med det fælles integrationscenter i hjernen. Drengen var stresset, og det primære mål for ham var at overleve og han befandt sig konstant i en kamp/flugt – situation. Hjernemæssigt betyder det, at han aldrig fik brugt sin forhjerne, men igen og igen reagerede på baghjerne-niveau, hvilket betyder, at han handlede pr. automatik/refleks og gjorde, som han altid havde gjort.

Der gik nu en måned, og så kom han til en ny afbalancering. Hans stressprocent lå nu på 50. Det gik stadig godt i skolen, og det gik lidt bedre med at nå toilettet. Han havde svært ved at falde i søvn. Han var blevet bedre til at styre sit temperament. Hvis han blev vred, gik han lidt afsides, og så kom han igen, når det var ovre. Der skulle arbejdes videre med de samme følelser som sidste gang. Afbalanceringerne koncentrerede sig endnu en gang om hans fordøjelsessystem – tyktarmen især, og der blev arbejdet med støv, som han ikke så godt kunne tåle.

Den følgende gang var stressprocenten faldet til 37. Der havde været lidt problemer de sidste par uger. Han var meget sårbar, havde mareridt og var bange for at miste sin mor. Han følte sig truet, betydningsløs og sydende vred. Han ville gerne være tapper, forenet og opmuntrende. Der skulle arbejdes ud fra noget emotionelt, og endnu en gang blev der arbejdet med fordøjelsessystemet på forskellige måder.

Efter 5 uger kom han igen, og denne gang var det gået godt. Han vågnede stadig om natten, men havde ikke voldsomme mareridt. Det gik igen bedre med at nå toilettet, og stressprocenten var nu på 17. Der skulle arbejdes med de samme følelser som sidste gang. Han fik afbalanceret sin lungemeri-dian, og han arbejdede med at lave et filter/beskyttende lag omkring sig selv, så han bedre kunne modstå udefrakommende stressorer.

Femøren faldt
Der gik nu 2 måneder, og så kom drengen igen. Der havde været mange små uheld, han var også vågen om natten. Der var 0 % stress på hans mål, men der måtte jo være noget galt, når han igen og igen ikke nåede på toilettet. Vi forsøgte at indkredse, hvornår det egentlig gik galt, og så gik det op for mig, hvad det hele handlede om. Han var skilsmissebarn, boede hos sin og hendes nye mand. Han besøgte også sin far og hans nye kone, og alle disse skift stressede ham. Der var stress på de fire voksne, men især stress på det at skifte frem og tilbage, og det havde første prioritet – dvs. det skulle først og fremmest afbalanceres. Der skulle arbejdes med galdeblæremeridianen. Følelsesmæssigt handler det om at føle sig frustreret, og det var netop sådan, drengen følte sig, og frustrationerne skulle jo ud, og desværre kom de så, inden han nåede toilettet.
Jeg så ham en sidste gang, og det var gået rigtig godt. Han havde det rigtig godt og var glad, og der var ikke længere stress på hans familieforhold. Han kunne gå herfra med flg. ord: Jeg er stolt!!

 Denne historie er venligst udlånt og formidlet af kinesiolog Birgit Nielsen – http://kinese.dk

Hun ville gerne have det bedre, og allerhelst kunne tåle at have et kæledyr med pels. Vi fastsatte et mål, der handlede om, at hendes krop og hendes celler kunne fungere normalt, og det var meget stressende – 100% stress! Følelserne fra Adfærdsbarometeret var : Jeg føler adskillelse – føler mig forladt – jeg vil gerne have enhed/helhed og være i eet med.
Hun skulle først afbalanceres for pelsdyr – der var reaktion på både kat, hund, kanin og hest. Der blev afbalanceret i nutid, og senere på 3 andre alderstrin – det sidste var 2. fosteruge, hvor der allerede var stress. Herefter var stressprocenten på 0, og som hjemmeøvelse skulle hun drikke vand, så kroppen kunne blive skyllet godt igennem.
Hun kom igen efter 3 uger, og hun havde det bedre. Det havde ikke kløet så meget, og hænderne havde slet ikke kløet, og de var blevet meget pænere. Hendes stressprocent var nu faldet til 67 % – et ganske betydeligt fald, og der skulle arbejdes videre med de samme følelser.

Denne gang blev der arbejdet med birk samt de ting, hun krydsreagerede med.. Der blev også arbejdet med hendes miltmeridian og hendes rodchakra, og igen skulle der afbalanceres tilbage i tid, nemlig på syv år, hvor hun følte sig modløs og gerne ville være involveret.

Der gik igen 3 uger, og så skulle hun testes igen. Hun havde været ude at ride – det er jo svært at stå alene tilbage, når de andre piger i klassen rider og arbejder med heste. Det havde udløst lidt kløe, og det var lidt svært at trække vejret, men ikke så slemt, som det plejede at være. Hænderne var stadig fine. Hun havde prøvet at spise forskellige ting , og det var gået fint. Hun havde kraftigt udslæt på benene, og hun vidste godt hvorfor. Det var jordbærsæson, og det gik galt hvert år. Det gik godt med græspollen, også uden histaminpiller.

Hendes stressprocent var nu nede på 37 %, og følelserne , der blev arbejdet med, var denne gang: jeg føler mig melankolsk – jeg vil gerne være fuldkommen.
Hun blev afbalanceret for jordbærproblemerne – både i nutid og tilbage i tid, og begge gange skulle der arbejdes med ubalancer inden for fordøjelsessystemet.

Fjerde gang kunne hun meddele, at det hele bare var gået bedre. Hun havde lidt gener i armhulerne og lidt udslæt fra jordbær. Høstarbejdet var begyndt, og støvet herfra generede. Hun kunne heller ikke tåle at spise nye gulerødder. Ellers havde hun ikke taget de store hensyn, og det var bare gået godt. Hun havde lidt tørre fødder og ankler.
Stressprocenten var nu på 22 %, og denne gang handlede det rent følelsesmæssigt om at føle sig ude af balance over for det at være i balance. Der blev denne gang afbalanceret i
forhold til det at kunne tåle nye gulerødder og tåle hest/hestehår. Der blev igen arbejdet med fordøjelsessystemet på flere forskellige måder.

Efter 3 uger kom hun igen. Det var gået godt. Hun havde spist gulerødder – uden gener. Hendes ankler var stadig meget tørre, og der havde været lidt udslæt de sidste par dage, men generelt gik det bare godt. Det viste testen også, for der var 0% stress på hendes mål, og det ord, som hun kunne afslutte med, var ordet stolt. Det var også en meget stolt pige, som havde fået det meget bedre i løbet af bare 4 afbalanceringer.

Vi aftalte, at hun kunne følge op på dette forløb næste år, inden pollen sæsonen rigtig tog fat. Året efter kontaktede moderen mig i april måned, og vi arbejdede videre. Der var bare 16% stress. Det var gået utrolig godt. Ingen kløe, og det var en ren befrielse. Der skulle afbalanceres i forhold til gulerødder, og hendes immunforsvar skulle styrkes, og så var alt i orden.

En måned senere var der 8 % stress tilbage. Øjnene var lidt røde og næsen løb lidt, og der havde været lidt de sidste 14 dage, men det var stadig småting. Der blev arbejdet lidt med hendes mavemeridian, så hun igen kunne komme i balance, og så var alt okay.
Da hun kom i juni måned, var det højsæson for græspollen, og hun havde kløet hele dagen. Vi gik straks i gang med at styrke hendes immunforsvar, og så kom hun ned på 0% stress.

Hun kom igen sidst i juli, og hun havde haft en god sommer uden store gener. Hendes hud var så flot – meget mere ens solbrændt, og hun havde kun haft ganske lidt kløe. Der skulle arbejdes lidt med hendes nyremeridian, og herefter var de syv % stress forsvundet.
Vi aftalte, at de nu ville se tiden an, fordi det gik så godt, og ellers ville de kontakte mig igen, når det blev forår. Pigen havde fået det rigtig godt, og moderen var fuld af forundring. Hun havde ikke turdet håbe, at pigen kunne få det så godt, som det var tilfældet.

 Denne historie er venligst udlånt og formidlet af kinesiolog Birgit Nielsen – http://kinese.dk

Det kan godt være besværligt, når der er mange fødevarer, som man ikke tåler at indtage. En kvinde opsøgte mig, fordi hun ikke kunne tåle mælk og alle former for rodfrugter og kål. Hun reagerede kraftigt på det hele, og dertil kom, at hendes mave fungerede rigtig dårligt. Hun følte sig oppustet, og maven rumlede, og afføringen var af skiftende karakter. Endelig følte hun sig angst hele tiden. Hendes ønske var at kunne tåle alle de ovennævnte ting igen, for så ville livet dog være langt lettere, både derhjemme, men også når hun var i byen. Første afbalancering skulle bringe hende op på hendes helbredelseslinje. Her var hun slet ikke, og hun følte også, at hun hele tiden løb panden imod en mur. Da det var klaret, blev der arbejdet med negativ stimuli, d.v.s., alle de ting hun ikke kunne tåle – porre, gulerod, kål, kartoffel og løg.

Da hun kom den anden gang, var angsten væk, og det var meget befriende for hende. Hun var gået i gang med at spise kartofler og gulerødder, og det gik rigtig godt. Hun havde også prøvet lidt løg og porre, men det var for stærkt endnu. Hun fik endnu en afbalancering, hvor der blev arbejdet med forskellige muskler og de tilhørende meridianbaner.

Ved den tredje afbalancering var stressprocenten halveret i forhold til første gang, og det gik rigtig godt. Maven var nu i orden, og psykisk havde hun det meget bedre. Hun sov godt om natten, og angsten var ikke vendt tilbage. Hun var nu i stand til at spise kål og alle andre rodfrugter. Denne gang arbejdede vi videre med negativ stimuli, for det viste sig, at hun heller ikke tålte støv og hår fra hund, kat og kanin. Hun fik en afbalancering og en hjemmeøvelse, hvor hun selv skulle arbejde videre med sin krop, så den igen kunne tåle påvirkningen af støv og dyrehår.

Den fjerde gang var der næsten intet stress tilbage, og der skulle kun lige arbejdes med en enkelt meridianbane, hvorefter hun var på 0 % stress, og det kunne hun holde. Hun var meget glad og tilfreds, fordi hun virkelig havde nået sit mål og nu kunne tåle at spise alt, og livet var blevet meget nemmere.

Denne historie er venligst udlånt og formidlet af kinesiolog Birgit Nielsen – http://kinese.dk